Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kirke-Spejl
159
Ebræernes Folkeliv, det eneste, som foruden det kristelige har
en uafbrudt paalidelig Historie, lære os, at en saadan Mellem
alder, hvori ikke længer Folke-Aanden med sin kraftige, faste
Livs-Anskuelse, men Folke-Følelsen i hele sin brogede Mang
foldighed og i hele sin Ustadighed spiller Hoved-Rollen, hører
til Folke-Livets uundgaaelige Skæbne i denne Verden; og da
noget lignende lader sig spore i Enkeltmandens Hverdagsliv,
saa maa det have sin dybe Grund i Menneske-Livet med sit
ejendommelige Levneds-Løb, skjønt det naturligvis ene er Fal
det og Synden, hvoraf alt det farlige og skadelige ved Overgan
gene og Afvexlingen udspringer.
At nu Kristen-Folket, det aandelige Guds-Folk, maatte,
som et virkeligt Menneske-Folk, være alle menneskelige, altsaa
ogsaa alle folkelige Vilkaar underlagt, det skulde man
tænkt,, alle Kristne maatte følt, da selv deres Konge, Guds en
baarne Søn, ved at blive Menneske, underkastede sig alle de
menneskelige Vilkaar, lige fra Fødselen til Døden; men vi mær
ker det dog ikke stort paa dem; og at Kristen-Folket kunde og
skulde faa en lige saa urolig, farlig og hartad ødelæggende
Middelalder som Ebræernes, der endte med Salomons-Templets
Nedbrydelse og det babyloniske Fangenskab, det kunde ingen
drømme om, uden Johannes, som havde de store Syner om
Kvinden i Ørken, og hvem der havde Øjne til at dele dem; saa
det er intet Under, at den rent menneskelige og folkelige Be
tragtning af den kristne Menigheds kirkehistoriske Levnedsløb
endnu sædvanlig anses, om ikke for et rationalistisk Kjætteri,
saa dog for et rasende poetisk Sværmeri, som ikke blot de, der
poetisk talt beflitter sig paa total Afholdenhed, men selv hvem
der kun hylder det ædruelige Maadehold, vel maa vogte sig for.
Naar vi imidlertid først har opdaget, at ethvert Menneske-
Folk har en for Folke-Aanden og Folke-Livet meget farlig Mid
delalder, og dernæst betænker, at Kristen-Folket var af rent
aandelig Art, havde kun sit Borgerskab i Himlene og kun et
Modersmaal, som Verden aldrig lærer at forståa, og havde, lige
som dets Konge, verdslig talt, ikke det, den kunde hælde sit
Hoved til, og trængte dog, ligesom han, til Føden og Klæden,
til Hvile og visse Værelser, — da var det intet Under, at dette
Folk alt i sin Oldtid blev svagt i Aanden og blandedes med de
fremmede, men er et desto større Under, at det ikke i sin Mid
delalder, ved Blandingen med de gotiske Kæmpefolk, for hvem
selv Latinen var halv Ebraisk, aldeles mistede sin Ejendom
melighed og tabte sig i Folke-Vrimlen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
