Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kirke-Spejl
262
Aarhundredets Slutning (1291), da den indtoges af Mamelukken
Askraf, og trodsede endnu Napoleon den store paa hans æven
tyrlige Tog fra Ægypten til det hellige Land.
Ser vi os nu baade frem og tilbage, hvad baade før og efter
Homers Dage hører til en ordentlig Betragtning af Levneds
løbet, da mindes vi om de gamle Ægypteres Sagn: at kun i
hvert sjette Aarhundrede fik de Fuglen Fønix at se, og om de
gamle Hinduers Paastand : at 600 Aar var den store Omløbstid
for alle Himmellegemer, som udgjorde ogsaa paa Jorden et
stort afrundet Tidsrum ; thi vist er det, at nåar vi stiller os ved
Aar 1200, og ser enten 600 Aar tilbage, til Mahomed og Gregor
den store, eller 600 Aar fremad, til Napoleon og Nygrækerne,
da ser vi to store, afrundede Tidsrum, hvori Menneskeslægten
har to store Omløb, hvoraf det første unægtelig er det livligste,
fordi det er en levende Bevægelse, men er dog historisk det
sørgeligste, fordi det var en Bevægelse fra Liv til Død, ligesom
det andet Omløb er det dødeste, fordi det foregaar i de dødes
Rige, men er dog det historisk glædeligste, fordi det er en Be
vægelse fra Død til Liv.
Uagtet vi derfor i Kirkehistorien fristes til rent at sove ind i
den sorte Døds Tid, da Dominikanere og Fransiskanere, Graa
brødre og Sortebrødre, gaar og gjælder for Kirkens Støtter
og Troens Talsmænd, saa var disse to nye Munke-Ordener fra
Innocens den tredjes Dage, i Begyndelsen af det trettende Aar
hundrede, dog Aands-Livets Forbud ; thi saa vist som dette Liv
nærmest var gaaet tabt og altid maa gaa tabt ved Ringeagt for
» Ordet* og Begjærlighed efter denne Verdens Gods, saa vist
spaade disse nye Prædike- og Tigger-Ordener, som strax ind
tog Verden, om en ny Tid, da Ordet skulde komme til sin Ret,
og Aanden opgive al verdslig Ejendom.
Dominikus var en Spanier, og Fransiskus en Italiener,
og begge hørte til de haandgribeligste og kjedsommeligste Svær
mere, Verden kan opvise; men da de ny Munke-Ordener paa
Timen udbredte sig lige op til Norge og Island, fik de ogsaa
Medlemmer af alle Folkefærd; og det er jo netop Grundsætnin
gerne om Ordets Almagt og Kirkens verdslige Armod, som ved
Reformationen i det sextende Aarhundrede kom til Live, og
hvorpaa vi siden har tygget Drøv, indtil vi nu endelig er kom
met til saa megen kristelig og ret Forstand paa dem, at vi med
Guds Hjælp kan sætte dem anderledes godt i Kraft, end saa vel
Luther og Kalvin som Dominikus og Fransiskus.
Denne Betragtning mener jeg at burde forudskikke, fordi den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
