Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXVI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kirke-Spejl
268
stand mod Pavedømmet i Løbet af det femtende Aarhundrede
svinde ind til en borgerlig Kiv mellem et Friheds-Parti i Bømen
og Ungarn paa den ene Side og Kejser Sigismund som Konge
af Bømen og Ungarn paa den anden Side, en Kiv, aabenbar af
samme Art som den, der nu igjen er yppet sammesteds med
Kejseren af Østerrig i samme Stilling.
Pavemagten, som ene hvilede paa Folketroen og paa Folke
trangen til et Værn mod Tyranniet og Næveretten, var nemlig i
Løbet af det trettende Aarhundrede, ved det pavelige Tyranni
og de pavelige Korstog, bleven til en saadan Afmagt, at den
franske Tyran, Filip den smukke, ved Overgangen til det
fjortende Aarhundrede, uden al Fare kunde mishandle den
sidste myndige Pave, Bonifas den ottende, som en Majestæts-
Forbryder, og give ham en fransk Eftermand, der ombyttede
Apostel-Sædet i Rom med en Hofbispe-Stol i Avignon, hvor
han, naturligvis kun til Spot, skulde prøve paa at beherske hele
Kristenheden efter den »allerkristeligste« Konges parisiske Ind
skydelser.
Under denne Kirkerigets opløste Tilstand, som vårede i 70
Aar og kaldtes ganske vittig den babyloniske Udlændighed,
stræbte naturligvis, uden for Frankrig, paa den ene Side de
verdslige Fyrster og Herremænd, og paa den anden Side de
gejstlige Fyrster, Bisper og Abbeder, paa begge Sider med
verdslige Vaaben og verdslige Midler, at rive til sig alt, hvad
de kunde; og Sjælene, som de egentlig slet ikke brød sig om,
havde de da gjærne overladt til Kjætterne, nåar ikke Erfaring
havde lært, at Sjælene, nåar de vaagnede, rev Legemerne med
sig, saa derfor maatte man enes om at slaa dem ihjel, saa snart
de rørte sig.
Der havde imidlertid fra det ellevte Aarhundrede af rejst sig
noget i Frankrig, som man kaldte en Skole, og som i det tolvte
Aarhundrede havde hævet sig til den berømte parisiske
Høj sko le; saa allerede i Begyndelsen af det trettende Aar
hundrede, under Filip Avgust, forsikrer hans Lovtaler, Mester
Rigard, at saadan Sogning som det parisiske Universitet havde
selv Visdoms-Skolerne i Ægypten og Atenen aldrig haft (Peter
Lombard, Dominikaneren Tomas Akvinas og Fransiskaneren
Bonaventura). Denne Skole skulde jo netop tåge sig af Sjælene
og sørge for deres Oplysning til at skinne som Stjærner paa den
udstrakte Befæstning; men med sin Afretning til tom Spids
findighed borgede den Verden for, at de Sjæle, den optugtede,
vilde holde sig paa deres eget og lade saa vel Livet som Lege
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
