Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXXVII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kirke-Spejl
348
XXXVII.
Da Nyaarstiden i det hele er Selv-Bevidsthedens Tid, saa
maatte til Lykke ikke blot Enkeltmanden, men ogsaa Folkene,
som oplevede Nyaarstiden, og hvis Liv havde været menneske
ligt, blive dem selv bevidste; og en saadan Folke-Bevidsthed
spirede ogsaa kjendelig ved Reformationen i det sextende Aar
hundrede, men syntes dog selv hos os at skulle kvæles i Fød
selen ved den Krebsgang paa Modersmaalet, som Latin-Sko
len fremkaldte og daglig fremmede. I det attende Aarhundrede
syntes da ogsaa Folkeligheden næsten lige saa død og magtes
løs som Kristendommen, saa at alle de saakaldte fornuftige og
oplyste Folk satte deres Ære i at have hævet sig over alle Fol
kefærd, som sande Verdens-Borgere (Kosmopoliter), den høj
tyske »Mann, wie er sein sollte«; men Naturen gik da ogsaa her
over Optugtelsen, og i det nittende Aarhundrede blev det Dag
for Dag klarere, at alle Folkene i Kristenheden mer og mindre
følte Drift til at staa op fra de døde; saa det var kun Spørgs
maal, om det skulde blive til mere end natligt Spøgeri og Gjen
færd, hvormed Opstandelses-Driften alle Vegne i Læseverdenen
og paa Skuepladsen først gav sig til Kjende. Allerede i Slutnin
gen af det attende Aarhundrede begyndte det saaledes at spøge
her inde, saa Danskheden syntes virkelig, især hos P. A. Heiberg,
at spille den herskende Tyskhed paa Næsen; men at det kun
var Spøgeri, saae man iblandt andet deraf, at » Niels Ebbesens
utrolige Forfatter« (Sander) var selv en Tysker; thi den stær
keste Ytring af Danskheden i hine Dage var, at da Sørgespillet
» Niels Ebbesen « blev opført, brast Parterret i Latter ved Grev
Gerts Død og raabte: * Der drattede Tyskeren«. Idetnittende
Aarhundredes Dagning varslede derimod ikke blot Kam
pen i Kongedybet om Dansk Folkedaad; men midt under Dan
marks dybeste Fornedrelse (1807—14) syntes Skoven at gjen
lyde af en folkelig, gjenfødt Højsang, som hele Norden lyttede
til, og som selv Tyskerne maatte ænse ; og var end Grund-To
nen hos Øhlenschlæger mere norsk, og hos Grundtvig
mere oldnordisk end dansk, saa var Grund-Tonen hos In ge
ni a n n derimod saa udelukkende ødansk, og hos Stenßlicher
saa ravjysk, at en oplyst Efterslægt ordentlig vil forbavses over
et saadant folkeligt Særsyn. Vist nok syntes hele denne poeti
ske Bevægelse i det nittende Aarhundredes første Menneske-
Alder, der ingensteds menneskelig og folkelig talt var livløsere
og daadløsere end netop i Danmark, at være saa aldeles ind
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
