Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXXVII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kirke-Spejl
349
skrænket til en meget snæver Læseverden og en meget dunkel
Skueplads, at det maatte regnes for et natligt Spøgeri, hvorfor
da ogsaa » Dagen « og alt hvad der hørte til dens Orden (lige
som » Dagbladet* endnu) korsede sig hartad lige saa andægtig
for hele det poetiske Spilop med gammel Overtro og gamle
Minder, som for min ravgale Bersærke-Gang, Bededags-Præken
og Dødninge-Sang. Vel havde jeg endnu 1815, da jeg indtil
videre opgav Kirke-Kampen, Mod til i Tidsskriftet »Danne
virke* at yppe Kiv med alt Hjemtyskeriet paa Papiret og at an
vende hele syv Aar paa Oplivelsen af nordisk Folkelighed ved
Fordanskning af det nordiske Heltedigt Bjovulfs Dråpe, af Saxe
Runemesters Danmarks Historie og Snorre Sturlesøns Norges
Krønnike; men dermed syntes jeg ogsaa at have udtømt mine
Kræfter, medens Ligegyldigheden for alt aandeligt, og selv for
Fædernelandet, syntes at voxe os alle over Hovedet, saa jeg var
nær ved ogsaa at fortvivle om Folkelivets Redning, som man
endnu kan se af Fortalen til min »Nyaarsmorgen« (1824); og
det er derfor ganske rimeligt, at der, som jeg hørte, ved den
Lejlighed blev spydig nok sagt: »Nu vil jo Grundtvig vandre
ud, med Saxe under den ene Arm og Snorre under den anden«.
»Kirkens Gjenmæle«, som udkom næste Aar, har da
ventelig været det, der nærmest bevægede Frederik den sjette
til hans bekjendte Vittighed: «Grundtvig er et ildsprudende
Bjærg« ; thi der kan jo findes en vis, om end fjærn Lighed mel
lem Vesuv, der mellem sine Udbrud lader sig taalmodig pløje
og grave som en Vingaard, og en stridbar Forfatter, der i en
Række af Aar kan sidde saa stille som en Mus og saa fare op
igjen som en Løve paa Papiret, følgelig som jeg foer op i mit
Stridsskrift mod Clausen den yngre, den Gang yngste Profes
sor i Teologien paa vor Højskole, men dog vor egentlige Præ
ste-Lærer, da af de to Møller’e, (som Baggesen kaldte >Vand
mølleren« og »Vindmølleren«) den ene havde ingen Mening,
og den anden ingen Myndighed. Da det saakaldte » Kirkens
Gjenmæle* med Pen og Blæk imidlertid nu staar for mine Øjne
som et urimeligt Luftspring og et fortvivlet Vovestykke, medens
det med sit fyndige Navn, sit mærkelige Indhold og sin for Øje
blikket sørgelige Skæbne synes de fleste et kun halv mislykket,
første Kæmpeskridt til hele den kirkelige Bevægelse, som nu er
en glædelig Kjendsgjerning, saa kan det nok være Umagen
værdt at oplyse, hvordan den urimelige, men altid mærkvær
dige, saakaldte ildsprudende, men dog kun vejrlysende Bog
kom til Verden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
