Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dimisprædiken
16
Saare forskellig er den udvortes Tilstand, hvori Ordets Tie
nere mellem os befmde sig, fra hine hellige Apostles og alle
deres, som forkyndte Kristendommen i de første Dage. Gennem
Trang og Forfølgelse maatte de kæmpe sig frem mellem Byer
og Lande, udjoges af Synagogerne og stenedes paa Torvene, ja
hvo, som ihielslog dem, mente at Guddommen tientes ved hans
Idræt. Vi stande under kristen Øvrighed, som ei blot tillader
men under Ed tilholder Ordets Tienere at forkynde Jesu salig
giørende Lære; de leve af Ordet, i Ro svinde deres Dage, uden
Frygt kunne de træde frem i Templet og tale til den forsamlede
Skare. Maaske har, desværre, selv dette indviklet dem saa dybt
i Jordens Sysler, maaske har selv denne Ro og Sikkerhed kølet
deres Nidkærhed for det hellige Kald, men at binde deres Tunge,
at forjage Herrens Ord fra deres Læber, det kunde jo dog Saa
dant ikke mægte. Dog, saa adskillige end Tiderne ere, ligne de
alligevel hinanden udi mange Dele. Nu, som da, udøses Haan
og Latter over den, som byder Menneskene knæle i Støvet for
det Navn, der er over alle Navne, ogsaa nu er Kristus en For
argelse og Daarlighed i Manges Øine, og vore Dages Vantro er
saameget kaadere end hines, som den ei udspringer af anden
Tro, men af Troens fulde Savn. Paa usikkre og møre Støtter
hviler, nu som da, de fleste Menneskers Tilfredshed med sig
selv, ogsaa nu skære Mange Tænder, naar alt det Jordiske, hvor
paa de stolede, rives bort fra deres Øine, naar alle de Udflugter,
hvormed de søgte at daare og søvndysse sig selv, henveires af
Ordets Kraft, naar de nødes til at stande med blottet Inderste
for Gud og deres Frelser, randsage Hiertets Dybheder, og erken
de af hvilken Aand de drives.
Sandelig, lidet maatte man kende til Menneskene, dersom
man tvivlede om, at Ordet dør paa Manges Læber af Frygt for
Vreden og den skingrende Latter, at Mange sige i sig selv: hvad
nytter det at tale? kun svag er Ordets Magt, og ei kan det træn
ge gennem de tilstoppede Øren, heller maa vi tie og sukke i
Stilhed, følende vor Afmagt maa vi vente til han, der har den
stærke Stemme, taler igen, som han fordum talte til Fædrene
ved Profeterne, og i de senere Dage ved Sønnen. Men, de Svage !
de have da glemt, at talte Herren ved Profeterne, saa talte jo de,
de have glemt, at er Gud og Guddommens Røst, Evighed og
Menneske os noget mer end blotte Lyde, da maa og Striden for
det himmelske Lys være os kærere end jordisk Rolighed, da
maa vi tale, tale indtil Tungen brister og Mælet forgaar, om os
end tyktes vor Stemme hendøde i den tomme Luft, om den end
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
