Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dimisprædiken
15
ginge til Faderen og deres forklarede Lærer; men deres Ord
nedlagdes ei med dem i Graven, Folkenes mange Tusinder
havde i Ordet erkendt en Guddomsrøst og bevarede det trolig
i deres Hierte. Herrens Evangelium gik fra Slægt til Slægt, Ti
derne fremrullede det med sig, og selv vi, som bygge saa høit
udi Nord, vi, der fødtes mere end sytten Aarhundreder efter at
de Læber blegnede, som fiernt i Østen forkyndte det glade Bud
skab, selv vi have annammet det af vore Fædre, og skulle gen
nem Børn og Børnebørn nedsende det til de sildigste Slægter.
Vi skulle, men gøre vi det ogsaa? trænger Jesu hellige Navn fra
den bedende Faders og Moders Læbe ind i Barnets Øre og Siæl,
fremstilles og prises Frelseren i vore Forsamlinger som Guds
Herligheds Glands og Jorderigs Sol? Sønderknusende er det at
maatte nægte det, men nægtes maa det. Som en Lyd uden Værd
og Betydning høre de Yngre iblandt os Jesu Navn almindelig
at nævnes, ja stort maa vi kalde det, naar de kun høre det saa,
naar det ei kommer til dem, svøbt i Bespottelse og Haan. Og
nu vore Kirker, jeg siger vore, thi Kristi ere de ei længer, hvad
høres vel der? heel ofte forfengelig Snak om alskens Smaating
paa Jord, og kommer det høit, da brammende Ord og kløgtige
Taler, men idel Lærdomme, som kun ere Menneskens Bud.
Herrens Ord er forsvundet af hans Hus, thi naar det og lyder,
er det ikke det som høres, ikke det, som udlægges og indskær
pes, det maa lade sig forvende og bruge til hos den Enfoldige
at størke Menneskers Mening.
Hvorfor er det saa? hvorfor dølge de som kaldes Kristi Tie
nere, det Lys han tændte? Behøve Menneskene det ei længer;
have de maaske nu selv faaet Forstands oplyste Øine til at ken
de Retfærdigheds Vei, have de hellig Villie til at kaare den,
Størke til at vandre paa den med faste Skridt, Størke mod Syn
dens Tillokkelser? trænge de ei mer til Guds Barmhiertighed,
til Trøst i Farer, Lidelse og Død? Ei behøve vi at svare, hine,
som lade deres eget isteden for Kristi Lys skinne i Menigheden,
de klage jo selv lydelig nok over Slægtens Dorskhed og Vanart,
over Menneskenes Blindhed for det Høiere, og dyriske Hang til
sandselige Nydelser. Men hvorfor omgiorde de da ikke deres
Lænder med hin guddommelige Sandhed, hvi gribe de ei hine
himmelske Vaaben, som ene mægte at korsfeste Verden med
dens Begæringer?
Vigtigt er Spørgsmaalet, vigtigt for Siælenes Ro, for deres
timelige og evige Vel, og til Betragtninger herover ville vi hel
lige nærværende Øieblikke.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
