Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Saga
116
Ak, da hvidned dine Håar,
Og dit Hjerte fik et Såar,
Som kun Herrens Ord kan læge.
Fire Sønner du hengav
Gud og Videnskab at dyrke,
Tyende bag det brede Hav
Sjunke ned i Gravens Mørke:
Verdens Edder, Solens Brand
Dræbte dem i fjerne Land,
Stridig randt din Fadertaare.
Brækket, søndret er din Kæde,
Sildig blir den heel igen,
Kun med vemodblandet Glæde
Tyende Led du skuer end :
Skilt, ved lange Rad af Aar,
Fra din svage Yngste staar
Frugtbar kun din Førstefødte.
Stor og tung var Livets Møde
Gennem mer end syvti Aar,
Du for os og for de Døde
Stred saa haardt med trange Kaar;
Men taalmodig bar du Savn,
Naar kun de, som bar dit Navn,
Herrens Frygt og Visdom lærde.
Dog, den ædle Dannekyinde,
Vores Moder og din Viv,
Delde trolig, som Veninde,
Hver en Kvide i dit Liv !
Herren frygted hun, som du,
Kærlig, klog, men reen i Hu,
Letted hun din tunge Byrde.
Kristen er du, men du saae
Glad hver Guddomsgnist paa Jorden
Jeg, og Kristen, stirrer paa
Guderne i gamle Norden,
Og blandt dem jeg har erkiendt,
Hvorfor Kristus blev nedsendt,
At ved ham kun frelsdes Jorden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
