Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Saga
117
Fader ! hæft da mild dit Øie
Paa mit Billede af Nord !
Kun ved Grublen og med Møie
Hented jeg det op af Jord ;
Nutid vender Øiet bort,
Siger : Livet er for kort
Til at tænke paa det Høie.
Saa du ikke lærde mig,
Men fra Verdens tomme Vrimmel
Bød du Øiet løfte sig
Op mod Herrens lyse Himmel
Der, du sagde, er vort Hjem,
Mod det skal vi stunde frem,
Fader! tak for Liv og Lære!
[Herefter følger fra »Attenhundrede og Ni« : Nytaarsvers (til
den øverste Klasses Lærlinge i Schouboes Institut) og Julefesten;
fra 1810: Til Hersleb (ved Skilsmissen paa Valkendorfs Kollegium
1810). Se Poet. Skr. I, Nr. 26, 45 og 47].
Klagesang.
1811.
Som tørstige Hjort monne skrige,
Alt efter det rindende Væld,
Saa monne og efter dig hige,
O Herre, min tørstige Sjæl;
Thi du er den levende Kilde,
Og drikke saa gerne jeg vilde
For aldrig at tørste igen.
De Dage og Nætter henskride,
Og Sjælen kun lædskes med Graad,
Med Sorrig jeg Hænder maa vride,
Jeg veed ikke Frelse, ei Raad.
(Efter Davids 42de Psalme).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
