Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Saga
136
Naar den ei sig leer ihjel
Af en Holbergs Killeurter.
Du vist mener, Thyregod !
Du kan sige mig imod,
At dit 1 Navn er allerede
Ret et vakkert Sagaord,
At du midt paa vilden Hede
Er et Træ fra gamle Nord,
Som har under Jellings Steen
End sin mindefriske Rod,
Det er Thyre Dannebod. ’
Navnet staar saa bart, saa ene
Som din gamle Egeskov,
Der nu fures af din Plov,
Som de ædle Skrammers Vaaben
I dit Kirkekor ved Daaben.
Dog, ei længer jeg er blind,
Klarlig staar det mig for Øie:
Eftersom Man er i Sind,
Maa og Tingene sig føie.
Tit det Barnlige forgaar,
Mens Man end er Barn i Aar,
Da en Stund maa Saga tie,
Hun maa tie, hun maa bie,
Til vi vorde Børn igen ;
De som efter Nyt kun hige,
Maa fra Hendes Aasyn vige,
Gaa til Hendes Terner hen.
Da jeg var i Sindet liden,
Sad hun med mig paa sit Skød,
Med en Røst saa blid og sød
Sagde hun mig Sagn om Tiden.
Stille lytted jeg derpaa,
Foldede de Hænder smaa,
Praled ei med hvad jeg hørde.
Siden mærked jeg kun Ord,
For mig selv at gøre stor,
Hvad jeg hørde, hvad jeg vidste,
Fra det Første til det Sidste,
Jeg med Hovmod og med Bram
1 Grundteksten det.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
