Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Saga
135
At igen jeg for dig staar
Med det Hjerte, Syn og Mod,
Hvormed da som Pog jeg stod.
Gamle Ordsprog sviger ei :
Frem og hjem er dobbelt Vei.
Kloge Mænd ! som det tør mene,
Det dog vel ei var saa stort,
Hvad den Mand har sagt og gjort,
Vilde bare I det prøve
Blot en Tusinddel at øve,
Skulde I det sikkert mærke,
Hvad den Bolde, hvad den Stærke
Leed og stred og dog bestod,
Og hvorfra han fik sit Mod !
Kære Have, vredes ei
For saa tit jeg gaar min Vei!
Gammel Vane bider bedst,
Tidlig jeg den maatte følge
Over Land og over Bølge.
Slig en Have, slig en Gang
Som imellem dine Bøge,
Jeg forgæves vilde søge
Paa den lange, paa den brede,
Vilde Hede.
Der forgæves og jeg saae
Efter Sjselens vakkre Blommer,
Bare Vinter, ingen Sommer,
Kun det tørre Lyng og Stråa !
I Kornel og i Justin
Siger Man er slet Latin ;
Selv jeg siger om det Andet,
Det er baade tørt og våndet,
Hvad da ei kan undre Nogen,
Der har lært, at Sagaskrift
Er den seneste Bedrift,
Men kan dog ei længe skrives,
Naar ei længer Daad bedrives.
Af en Hvitfelds Halm og Hø
Sagasandsen let kan dø.
Ja, det end er større Held,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
