Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Verdens Krønike 1812
og hvilken Magt indbefatter ikke Ordet, storme imod den, der
flyder Blod som Strømme, der blusse Baale Landene over, der
skinner Guld og feireste Hæder for at lokke til Affald, dog bli
ver Man, med grækisk Vid og romersk Sjælestyrke ved Systemet
fra — Galilæa. Det griber om sig dette System, og det skulde
blive Verdens System, Bekendere arte ud, handle til at skille
sig og Systemet ved Hæder, dog griber det om sig, bliver ved,
skal, som sagt, blive Verdens System. Constantin gaar over
fra Jupiter, veed fast ei selv hvorfor han gør det, taber derved
af Ære og Yndest blandt sine stolte Romere, men ved ham bli
ver Systemet Roms, og det faaer Tid til at befæste sig. Folkene
i Europa vaagne, bruse frem, møde Systemet, blive tæmmede,
komme desforuden ud af den Rovs og Vildheds Stand, ved at
fæste sig i Landene og stifte Lehne; men som haarde Krigere,
trykke de Menneskene, de foragte dem, de sky Videnskabers
Lys ; da møder Hierark og Prælat, staar imod, bryder Træl
domsaaget, bliver Kongers 1 Ligemand, og Vidskab udbreder sig,
Systemet til Gode.«
»En historisk Theodice 2 skulde da Bogen være efter min
Hensigt og Ønske, eller, om ei meer, et Stykke af samme ; stor
er Ideen og udstrakt er Planen, og Modighed var det maaske,
da jeg torde fatte den Hensigt. Ja, min Læser og Broder ! tro
mig det til, jeg besværger dig, at jeg har Tanken, at jeg sætter
Ordet Theodice hen med Hjertets fulde Ydmyghed, og med
levende Følelse af Menneske-Svaghed ! Ham, den evige, den
übegribelige, Ham der boer i Lyset, som Ingen kan komme til,
Ham være Hæder og tavs Ærbødighed fra os! Som Han vil,
saa forbarmer Han Sig, Han, det Væsen med utænkelig Frihed ;
og hvo kan randsage, bedømme de usporlige Veie, ad hvilke
han gaar! men Han forbarmer Sig, men Han vil kendes, hans
Fodspor lade sig tilsyne, og hans Arms den høie Vælde føle vi.
Ei vil jeg kunne vide, ei forklare, hvorledes Han vil, hvor
ledes Han kan, men hvor Han bliver tilsyne, der vil jeg
oplade det vel svage, men mig af Ham givne Øie, vil skue
efter Herligheden, saavidt jeg kan, og naar da Glands, eller
Mørke, eller Forhæng møder, nu, da standser jeg og knæler, vist
i Ydmyghed tilbedende, men og med Sjæleglæde takkende der
for, at mig vistes Nok for at vide, hvad der er bag Forhænget,
som endnu er Grændsen for mit Syn, men bag hvilket Skue
pladsen er, paa hvilken og jeg engang skal være til. «
1 Tyge Rothe: Erigeres. 2 o: Paavisning af, at Gud gor alting godt.
12*
170
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
