Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Verdens Krønike 1812
176
Længe lod jeg Manden Rothe, den bolde, kristne Danemand
tale ene, ei nænte jeg at forstyrre ham, thi han taler saa liflige
Ord, og høres, desværre! kun sjelden af sine Landsmænd, end
dog han taler venlig i Bog til dem alle. For en stor Deel har
jeg og ladet ham udsige min Beskuelse af Historien, thi vi ere
Frænder i Tro og Tungemaal, jeg ærer ham, som en Fader, og
i Hovedsagen ere vi saa enige, at jeg tør sige, han nu vilde selv
være uenig med sin Bog, hardtad overalt hvor jeg er det. Skal
jeg nu efter Lighed spaa min Bog sin Skebne, da maa jeg vente,
at den, mest ulæst, vorder Møl til Føde ; thi saa gik det Rothes,
og den var dog et Værk, isteden for at min kun er et Udkast til
et saadant. Selv i dette Tilfælde vilde jeg alligevel langt heller
glemmes med ham, end ihukommes med Døgnets Afguder; thi
da er jeg vis paa en bedre Udødelighed, end den tomme, hvil
ken Verden kan give; jeg er vis paa ogsaa at samles med ham
der, hvor Krandse, som ei kunne visne, udskiftes, hvor Nav
nene skrives i Bogen, som Møl ei kan æde, og hvor vi endelig
glemme vort Jeg og vort Støv, for at sjunge Hans Pris, hvem
Riget og Magten og Æren, Kraften og Visdommen evig tilhøre.
Dog, i visse Dele ere Omstændighederne forandrede, og læst
vorder efter al Rimelighed min Bog, om ei for andet, saa dog
for dens bestemte Modsætning til alle Tidens Yndlingstanker.
Derfor skal de staa her, Ordene af den Mand, som aldrig kald
tes Sværmer, for hvis Navn selv de Vantro hykle Ærbødighed.
Vel veed jeg, at de vise Mestere, der bilde sig ind, at de ere klo
gere end vor Herre selv, bryde sig i Grunden kun lidt om hvad
Rothe tænkte og troede; men naar de vil indbilde Folk, at mit
Syn i Tiderne er et Gøglespil, en Digterdrøm, eller hvad andet
Spotnavn de iForlegenhed gribe til; da skal disse den rolige, ad
stadige Tyges Ord pine dem, og forvilde Tankerne. Vel veed jeg,
de under Skriflfortolkningen ere blevne vel øvede i at vende og
dreie selv de klareste Ord; men her er hverken Varianter eller
Glosser eller arabiske Synonymer, og ved intet Konstgreb lader
Gud paa Dansk, som paa Græsk, sig fornedre til en blot Han.
De maa da gribe deres sidste Udflugt, løfte sig fornemt paa
Tæerne over Rothe, som over Profeter, Apostle og Frelseren
selv, undskylde ham med hans Tidsalders indgroede Fordom
me, og takke Gud, lig deres Broder Farisæeren, at de ei ere som
andre Mennesker, eller som jeg arme Tolder, der mener, at
alle Syndere, saavelsom jeg, trænge til Guds Naade. Sligt baade
kan og vil de gøre, men et saa usselt Konstgreb kan end ikke
forvilde nogen Sandhedens Ven ; i deres Ivrighed har de kloge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
