Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Verdens Krønike 1812
190
for Guddommens Villie. Kundskaben om den sande Gud, Ver
dens almægtige Skaber, og om den gamle Verdens Hændelser
gik i Arv fra Noah; men de som ved at saae og høste, tømre sig
Huse og opbygge Mure, forlyste sig i Samkvem og stride om
Eiendom, fordybede sig i Jordlivet og det nærværende Øieblik,
gave sig ei Stunder til at erindre det Himmelske, glemte snart den
rette Sammenhæng i Sagnene om den svundne Tid. De ginge hen
at tiene Himmelens Hær, som Moses vidner; Solen, som frem
lokkede og modnede det fulde Kornax, Maanen, hvilken de til
troede stor Delagtighed i Solens Kræfter, og Stjernerne, som ly
ste om Natten, tyktes dem mere at fortjene deres Dyrkelse, end
den Usynlige ; og skiøndt de ei glemte ham aldeles, ærede de
ham dog ikke som den eneste sande Gud ; men satte Skabnin
gen over Skaberen. Naar nu en Mand opstod imellem dem,
eller kom tilreisende, som enten opvakde Forundring ved usæd
vanlige Sjæleevner, eller lærte et Folk noget Nyt, som gjorde
dem Opholdet lettere og Livet bekvemmere, fattede de Tillid
til ham, som en der var nærmere i Slægt med Guderne, antoge
hans Befalinger som en Guds, ja dyrkede ham endog ofte, naar
han var død, som en saadan. Denne Tillid skænkede de gamle
Folkefærd især Digterne, og ei uden Aarsag, thi en Digter er et
Menneske, som Gud har forlenet et klarere Øie end Andre, til
at opdage det guddommelige Spor, samt Evne til at meddele
sine Syner i et henrivende, velklingende Sprog. Han henrives
selv paa underlige Maader, naar han digter; det er for ham selv,
som om han lyttede til Guds Stemme i sig, og meget mere’
maatte da Folkene tro, at høre Guds Røst igennem ham. Hvor
saadanne Digtere sang, bleve de Religionens Stiftere, og ind
klædte de gamle Sagn i den skønne Billedkjortel, hvorved de
frelsdes fra Undergang, men ogsaa forfalskedes og misforstodes
end mere i de følgende Tider. Først da, naar et Folkefærd saa
ledes havde faaet en fast Religion og Love, som vare knyttede
til den, kom de til at udgøre en ordentlig Stat, hvis Indbyggere
røgtede hver sin særegne Syssel, sankedes broderlig i de fælleds
Templer og strede som een Mand for Fædreneland og Fædrene
tro. Anderledes var det med de Flokke, som kaarede Hyrdelivet,
da Hjorden nærede dem og Græsset Hjorden, modtoge de uden
synderlig Medvirkning Alt af Guds Haand, og erkendte det
naar de vogtede og fulgte Kvæget under aaben Himmel, og naar
de samledes under Teltens lignende Bue, løftede de lette Sind
sig over Jorden, og Sjælen syslede gerne med de gamle Sagn,
som uforfalskede ginge i Arv. Øvrighed og Præster behøvedes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
