Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Verdens Krønike 1812
209
Varme er det næsten altid [i] Skildringen af sandselige Glæder.
Mange Billedstøtter bleve slæbte til Rom, men stode der kun
som en overdaadig Prydelse og i det høieste til Øienslyst. Ro
merne begreb ei deres høiere Skønhed og kunde endnu mindre
selv frembringe lignende; derimod kappedes de heldigere med
de yngre Græker i Historieskrivningen, og Sallust, Livms og
Tacitus ere blevne meget berømte, skøndt de, som man kan
vente ei toge noget sandt Hensyn til de himmelske Magters
Styrelse af Begivenhederne. Veltalenheden havde altid i Rom,
som i enhver Republik, hvor man maa kunne tale smidt for at
kunne lede Folket, været øvet og agtet; men ligesom Græken
lands største Taler først fremstod i den macedomske Fihps lid,
saaledes oplevede ogsaa den største romerske Taler, Cicero,
Romerfrihedens Undergang; dog hans mesterlige Taler under
gik ei, og de have forplantet hans Berømmelse igiennem den
hele følgende Tid. .
Jammerlig var nu Folkenes Tilstand trmdt i Landene, de
vare blevne Romernes, og disse igen en enkelt Mands Slaver,
fordi de alle vare Slaver af deres syndige Lyster. Soldaterne,
for hvem Roms Hersker maatte smigre, fordi han ene ved deres
Vaaben kunde beskærme sin Trone, udsuede og mishandlede
baade Borgere og Fremmede, og disses Elendighed var saa
meaet større, som de savnede fast Tro paa en almægtig, vns og
kærlig Gud, der kunde og vilde hjelpe dem. Om et Liv efter
dette havde de intet Begreb, men troede i det høieste, at de efter
Døden skulde friste et sørgeligt Halvliv som kraftløse Skygger,
og maatte derfor midt i den Trængsel og Uselhed, som omrin
gede dem, skælve for Graven. De Levninger af den sande Re
ligion som i den ældre Tid havde oplivet og størket Folkene,
vare begravede i en Dynge af Fabler og Eventyr; Troen paa
det Usynlige levede kun sygelig hos enkelte Tænkere og Mæng
den knælede tankeløs for Billedhuggeren og Guldsmedens
Hænders Arbeide. Næsten alle de, som tyktes sig at være klo
kere spottede med Alt hvad Fædrene havde overantvordet som
ærværdigt og helligt, og Roms Keisere lode sig tilbede som Gu
der Som det saftløse Straae maatte Slægten henraadne, dersom
Troen ei paa nye kunde vækkes, skænke Lys og Kraft tømme
Vold og de syndige Lyster. Dog et saadant Haab tyktes foi
aæves- de gamle Fabler kunde ei tilbagevmde den tabte An
feelse;’ den«e Tids Digtere vare ofte, Gudsforagtere fordy
bede sig selv i Jordlivet og misbrugte deres Kunst til at foi
gylde Lasten, eller til, ved Smiger at vinde de Mægtiges Yndest.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
