Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Verdens Krønike 1812
332
gave sig derfor geine under den strange jordiske, thi med ham
kunde de trættes, og de som foragtede deres egen Samvittigheds
Udsagn fandt det mageligt med Forstanden at bifalde Kants
deres Overbevisning var som saamange Mundkristnes Tro- et
Ord. Det var venteligt, at denne Skare ei vilde være saa beske
den som dens Mester: Faa forstode ham, Færre tilegnede sig
det Bedste i hans Lære, men Desfleer skrege paa hans Navn
rettede, modsagde, forgudede og misbrugte hans Ord, uden selv
at have fulgt ham paa en eneste af hans aandelige Vandringer
alTor i." /T Krail °§ LySt Kant S»dhefen
ajvorhg, og derfor indsaae han, skøndt uden altid at følge det
at Man maa være ligesaa varsom i at forkaste, som i at antage’
hans Eftersnakkere brøde sig kun lidt om Sandheden, men det
var deres Lyst at synes kloge, at forkaste og nedrive Alt hvad
der havde været helligt i Lærdes og Læges Øine; Aabenbaring
Mirakler, Forsoning kaldte de umulige Ting, Guds Naade for
agtede de og mdskøde sig trodsende under hans Retfærdiehed
Saa gjorde Farisæerne fordum, saa gør Man altid i den mest
fordærvede Alder thi det gaar med Slægten, som med det en
kelte Menneske: først naar Man alvorlig lægger an paa at blive
dydig, føler Man sin Svaghed, Ufuldkommenhed og Trang til
Naade. Det Samme udsagde Kant i de tydeligste Ord, og gmn
dede ene sit Sahgheds Haab paa en Forsoning, skøndt han
ifølge sin Mening om Tiden, ei kunde erkende, at den var skeet
ved Jesus; men denne Bekendelse, som hver tenkende Dydens
Ven maa aflægge, kaldte Man en Læmpning efter kristelige For
domme, og vilde heller beskylde Oprigtighedens og Sanddru
hedens strænge Talsmand for grov Løgn, end indrømme, at han
følte sin Trang til Guds Naade. Herved, som ved den Grund
sætning de opstillede : Intet Übegribeligt at tro, viste de tilfulde
at det var dem ligesaa lidt om Kants, som om Bibelens Mening
at gøre; begges Ord fordreiede de til deres egen Fordærvelse
Hovmoden ledte Kant ud paa de vilde Veie, siden stred han
imod den, men vilde dog ikke omgøre sit første Skridt, derfor
f^lu I™l *mgeagie Bønnen’ °§ "den den kommer Ingen til
Sandheds Erkendelse; men han forhærdede sig dog ikke, han
vilde vandre med Gud for Øie, og havde Ærbødighed saavel
for hans skjulte Raad, som for hans usporlige Veie. Besmittet
af sin Tids Vantro, blev han, endog hvor han ikke vilde det et
Redskab i dens Haand, men ogsaa et Redskab i Guds Den Be
kymring for Sjælens Vel, som er al Gudeligheds og Dyds Moder
var i det 17de Aarhundrede hardtad opslugt af Bekymringen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
