Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Verdens Krønike 1812
født
1775
vildet sig, maa Man dog bekende, at han efterhaanden kom
Kristendom, altsaa Sandheden, nær. Faa har, saa klart som
han, gennemskuet Tidsalderens Vanart, det harmede ham at
se Kants strænge Dydslære forvansket, Egennytten gjort til
Grundsætning, et Skillerum opreist mellem Gud og Mennesket,
og den tørre Forstand istedenfor Kærligheden gjort til Dydens
Kilde. I Selvfornægtelse og Opgivelse af sin Egenvillie i Guds,
satte han, som Kristus, Menneskets Ære og Salighed, men
Sværmer blev han af pietistisk Art, fordi Han ei vilde bøie sig
under Korset. Han mente som endel af Pietisterne, at Menne
sket ved Kærlighed til Gud selv kunde blive en Kristus, og da
han vel indsaae, at uden Forsoning er ingen Syndsforladelse,
faldt han til den Grundvildfarelse, at fordi Synderen er som
død, er hans Tanke og Gerning et Intet, som han, efter sin Om
vendelse, ei behøver at fortryde eller faa tilgivet. Ogsaa ham
forvildede Hovmoden, men enten siger han Andet end han me
ner, eller han, efter en Ydmygelse, maa ende med at vorde ful
delig Kristen, og det skal han vel komme til at sande, at Døden
er en virkelig Ting. Et sørgeligt Tegn er det, at denne Mands
klare Grublen og Kæmpetale kun for et Øieblik henrev Enkelte ;
thi det er ei hans Vildfarelse Man hader, det er hans sande Tale
om Tidens Gemeenhed, om den indvortes Dyd og det hellige
Samfund med Gud, som forarger, og tildrager ham Sværmer
navnet. Af hans Skole er derimod udgaaet en Flok, med Vyr
tembergeren Schelling i Spidsen, hvis Tal daglig voxer og hvis
Grundsætninger ere de fordærveligste af Alle. Det Ondes Op
rindelse er vist nok übegribelig og en tænksom Ukristen har
kun to Veie at gaa, enten at antage to Grundvæsner, eller nægte
det Ondes Virkelighed. Den sidste Vildfarelse anbefaler sig til
Fornuften ved at fremkogle den Enhed i Mangfoldigheden, det
Grundslægtskab mellem Modsætningerne, som er Fornuftens
Attraa; men just fordi Fristelsen er stærk, har Mennesket i sit
Inderste et end stærkere Vidnesbyrd om det Modsatte, thi et
saadant er den bestemte Strid mellem Godt og Ondt, hvilken
han maa tillægge samme Virkelighed som sin Tilværelse. For
mastelig maa han da lukke Øret for hin Guds hellige Tale : Ve
Den ! der kalder det Onde Godt — som lyder i Samvittigheden,
og den som fuldelig gjorde det, var en Djævel. Hvo som gør
Ondt hader Lyset og skjuler sig som Adam, naar Herren kal
der, derfor var det at Menneskene ei vilde vide af noget Sam
fund med Gud, men Visheden trænger sig dog mangengang ind
paa Mennesket, især det mere poetiske, og da tåger han sig for
351 23*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
