Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Roskilde-Riim
522
Villum, Thomas! I er Brødre,
Thi kun een er eders Mødre;
Eder maatte Bretland avle,
Til at reise her i Nord
Kirken med de høie Gavle,
Til at smykke saa dens Kor,
At fra det hver Kristenøie
Glad opsvang sig mod det Høie.
Saa hvert Frø, som under Fod
Hjemme blev i Støv begravet,
Fører Herren over Havet,
Did hvor det kan fæste Rod,
Blomstre yndig til Hans Ære,
Frugt for Evigheden bære.
Villum, Thomas! eders Navne
Broderlig hinanden favne,
Begge under Kirkebue
Livned I den sjunkne Lue.
Ak ! naar Hjertets Dør er lukt,
Nøglen fast i Laasen ruster,
Ak ! naar Luen først er slukt,
Hjelper det saa lidt, Man puster;
Da Man fordum Guds Paulun
Maatte til et Tempel giøre,
Da, trods Harpe og Basun,
Døvere blev Folkets Øre.
Mens i Hjertet Luen brænder,
Blusser længselsfuld fra Jord,
Mens opladt sig Øret vender
Op mod Himlens Englekor,
O, da kan til Barnestammen
Hjertet synge høit sit Amen,
O da toner Barnelallen
Som en Englesang i Hallen.
Tabte Aanden sine Vingefjer,
Stort det ikke nytter mer,
Om end Davidsharper klinge ;
Tonerne til Gud sig svinge,
Lokke sødt: kom med, du kiære!
Kun hos Gud er godt at være ;
Men den vingeslagne Aand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
