Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Roskilde-Saga
672
vare ilede did over Kræfterne for at sønderhugge hans Huus
tropper og bramme med deres Banner. Det var i de samme
Dage, at den Prinds af Anhalt raabde ved Hochstædt til sine
flygtende Preusser: seer I ikke, hvor de Danske holde Stand, og
hvor tappert de slaae; at Prinds Eugen sagde ved Tournai:
jeg stoler paa de Danske, at M arlborough svarede de Hol
lands Herrer, som misundte de Danske det gode Underhold,
der i Flandern var dem lavet: havde de ikke været, skulde nu
maaskee Ingen af os sidde her; det var dengang, at England
kvede Irer og Østerrig Ungarer ved de Danske, og uden dem
havde da ingenlunde Østerrigs Keiser eller Engellands Konge
siddet, som de sidde nu. Det var da Sønnerne af det ringe, for
agtede Danmark, som i den gruelige Røre stillede Tungen i
Europas Vægtskaal, men Gud føiede det saa, at Andre fik Æren
og Byttet, og derfor skal danske Christne engang love Ham
ligesaa høit, som for den underlige Frelse, han gav, hvergang
Fjender vilde opsluge Landet*); thi ved Ydmygelse og Tugt,
ved Trængsel og ved Fare dreves Kongerne og Folket tilbage til
Herren, at stole paa Hannem og trøste sig ved Ham, Vantroes
og Ugudeligheds Strøm standsedes af Rosenkildens Bølger og
fik aldrig endnu saadan Overhaand paa Daners Mark, som paa
den anden Side Danevirke. Ei skal Saadant meldes til at love
og undskylde; thi kun Herren er at love, og vi med Fædrene at
laste, aldenstund saamange Tugtelser behøvedes og glemdes
brat, og virkede ei fuld og fast Omvendelse til Gud, og sloges
hen i Veiret paa det Sidste; men til Herrens Priis skal Saadant
meldes, til Vidnesbyrd om det, at efter Israel var intet Folk i
Verden saa øiensynlig Herren kiært som just de Danske, ingen
steds var Hans Husholdning for Menneskens Øine den i Canaan
saa liig som her ; det skal da falde os paa Sinde, at forhærdes
Dannemark, da maa dets Dom vorde mere gruelig end Tyri og
Sidons, ja end Sodoms og Gomorras, men det skal og stadfæste
den Forvisning i Guds danske Børn, at intet Folk kan tryggere
foragte Verdens Vældige, og stole paa, at lever Herren kun som
Landets Lys, da vil Han være og dets Skjold og faste Borg, som
i de forbigangne Tider. Skarpt maa da Staven skiære, og haardt
maa Tungemaalet være, naar Saga rister og Idunna sjunger om
den sidst forløbne Alder, men en hellig Stjerne staaer dog over
Rosengraven, og naar den glimter mildelig, da smelter Hjertet,
og Taaren klarer Øiet, Kiærminder komme da tilsyne, og Saga
*) Mallings Tidender S. 267—77.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
