Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Roskilde-Saga
673
skriver deres Lignelse som i en Hvilestund, og Ydun løfter i en
Minnesang de faldne Vinger, og det aner hende, at naar Kiær
minderne har svangret Luften med Violeduft, skal Rosenstok
ken spire i den favre, tætte Klynge, og blomstre yndelig i Sko
ven. Men naar de atter see, hvor Skræpper og hvor Nelder flok
kes til at kvæle de Smaablommer og fordærve Jorden, ja at de
opelskes og Kiærminderne nedtrædes, da maa Saga atter skiærpe
Staven til at riste ramme Runer, og Idunna sænke Røsten til et
Klagemaal eller hærde den til Varsels og til Trudsels Tolk.
Hvorsomhelst da Saga vender Øiet i den Alder, da seer hun
Rosenbækken bestandig mattere at kiæmpe imod Strømmen,
og stedse blandes mere med dens Vande, og opelske Blommer,
der stedse dufte mindre sødt og prale mere, og vil ei gro paa
Torne, men paa bløde Stilke. Seer hun paa Bedrifterne, da kan
hun ikke længer afbilde dem i Korsets Rum, om de og øves
under Dannebraag, thi ei i Haanden holdes den, men veier flyg
tende paa Snekkens Top, den standses kun i Flugten af de
Øine, der, stedse sjeldnere, opløfte sig til den i Vaanden, og fly
ver synlig op fra Kiøgebugt. Paa Laurbærkrandse stirrede de
Fleste, for deres egen Roes og Ære streed de mest, og i det
Høieste for Dannemarks tillige; man læser ei engang, at Ivar
Hvitfeld befoel sig Gud i Vold, der han opfoer med Dannebraag.
Det gjorde han alligevel dog vist, og det er sømmeligt i alle
Maader og her at giemme Ihukommelsen af denne Høitids
færd.
Det var i Sommeren 1710, at Gyldenløve udstævnede i Østre
saltet med den danske Flaade, men eftersom den Pestilentse,
med hvilken Herren slog Folket i de samme lumre Dage, var
og stærk paa Skibene, da var han nødtvungen til at ankre flux
i Kiøgebugt. Der Svensken spurgte denne Tidende, da meende
han, det nu var Tid at hævne Skade og hente nu i Kiøgebugt
hos Gyldenløve de Skibe, som han glemde hos Niels Juul. Did
kom da Admiral Vachtmester og hilsde paa sin Viis, men fik
det flux at mærke, at enddog de Danske aldrig vunde Roes for
Høflighed, og vare dertil under Soten ikkun lidt bekvemme, saa
bleve de dog ingen Hilsen skyldige i sligt et Samqvem; han
fandt det og, at Hilsnen, skiøndt den var lidt grov, alligevel var
lettere at føre hjem end Dannemarks Orlogger, dog var den ham
saa tung, at han for Lettelse var tvungen til at lade to af sine
fare op i Luften som et Æreskud for Dannebraag. Det Skib,
der var sit Banners Navne, laae forrest udi Bugten, der de
Svenske kom, og Høvidsmanden var Hr. Ivar Hvitfeld, Søn af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
