Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Helligtrekongerlyset
11
Den første er Moder, den anden er Søn,
De ere saa gamle af Alder,
Dog synes den Kvinde saa ung og saa skiøn,
Hun kurrer og lokker og kalder,
Hun reder saa blødt,
Og smiler saa sødt,
Hver Kjæmpe maa fly eller falde.
Heel listig den Kvinde forvender sit Navn,
Hun kalder sig Gammen og Glæde,
Sin Slave hun kryster saa kiærlig i Favn,
Paa Roser hun lader ham træde;
Men Kys er, som Smiil,
Saa giftig en Piil,
Det er paa Guds Roser, han træder.
Da blegne de Kinder, da rynkes de Bryn,
Den Synder han giøres saa bange,
Thi for ham sig løfter et grueligt Syn,
En Beenrad han seer at fremgange ;
See, det er min Søn !
Saa hvisker i Løn
Den Kvinde, og hans skal du vorde.
Han haver ei Bue, han haver ei Sværd,
Han haver kun Fingrene kolde,
Men komme de Fingre til Hjerterne nær,
Da synke de Kiæmper saa bolde;
De isne saa brat,
Og sorteste Nat
Indhyller det bristede Øie.
Den Synder han byder det rødeste Guld
For Lægedom i sin Elende,
Han gruer, han stirrer saa angest paa Muld
Thi Muldet sig kalder hans Frænde ;
For Døden dog groer
Ei Urter paa Jord,
Det monne de Læger bekiende.
O Synder ! Du maa da for Beenraden fly,
Men ikkun omsonst er Din Møie,
Han følger Dig fast, naar Du reiser af By,
Du seer ham med lukkede Øie;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
