Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
20
Det var den fjerde Januar ved Aftenstid, at en af mineVenner,
Jyden Christen Olsen, Candidat i Theologien, kom til mig,
og sagde, at der var udkommet en Opkaldelse til Menigmand i
Jylland om at værge Landet mod Fjendevold, og at to Studen
tere, Hoviz og Ingerslev, havde talt til ham om at følge med, da
de med flere Studenter agtede at fare derover. Han var heel
tvivlraadig om den Sag, og jeg sagde oprigtig, hvad jeg meente,
at Timen var vel endnu ikke kommen, at der udentvivl maatte
meer Trængsel til, inden der saavel ved Høiskolen som i Lan
det blev den Stemning, der gjordes behov, for at Noget kunde
udrettes ved Guds Hjelp, men ellers vidste han min Mening, at,
troede jeg, det var paa Tiden, vilde jeg og være paafærde. Den
Tale var ude, da et Bud kom til ham med det Rygte, at der var
en stor Rørelse imellem Studenterne, og at de havde isinde at
fare uden videre Forlov. Det tyktes mig et Øieblik ei ilde, men
flux kom jeg ihu, at det dog ei var godt, om aldrig for andet,
saa fordi et saadant Forlov var den eneste Omstændighed, hvori
man herved kunde erkiende Guds Kald, og det er min faste
Tro, at med Alt, hvad som ei hører til vort egentlige Embede,
skal vi bie paa en saadan Omstændighed, Intet giøre fremfu
sende, ei trænge os ind i fremmed Bestilling, og ei have noget
besynderligt Maal, uden at gjøre Guds Villie. Enddog jeg vel
vidste, at dette er ei vor Tids Tænkemaade, og kunde ei vente
den hos Mange, saa gik jeg dog ud med Vennen, fordi det altid
er mig kiært i den sovende Tid dog at see nogen Rørelse, som
ei kommer ene af Egennytte og onde Lyster, ogsaa for at see,
hvad den Rørelse egenlig førte i sit Skjold, og endelig for at
give et godt Raad, om Nogen vilde høre mig. Vi gik da, uden
at vide nogen ret Kaas, men det skulde falde saa til, at vi mødte
de to Studenter, som før ere nævnte, og som vare de første, eller
dog mellem de Første i det Raad. Det mærkedes da snart, efter
som det var oprigtige Svende, at, som venteligt kunde være, det
gode Raad, at vove Liv og Blod for det gamle Dannemark, var et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
