Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Helligtrekongerlyset
21
Slag af det døende Hjerte, og saalidt i Pagt med roligt Overlæg,
at det meget mere for et saadant syntes en Daarlighed. Det
følte jeg flux, at saa burde det ingenlunde være, og at det kun
nyttede gamle Dannemark lidt, om Krampeslaget blev stær
kere, naar Hjertet dog skulde briste, og jeg stod hardt derpaa,
at enten skulde Intet giøres, eller og det maatte giøres med saa
roligt Overlæg, som den stakkede Tidsfrist tillod, men at man
ved det Overlæg ei skulde spørge, hvad man kunde udrette, thi
det kan og skal Ingen vide, men kun prøve, om vi have Sind
til at udrette i Guds Navn, hvad han vil, uden at tragte efter
Roes eller anden Forfængelighed. Det syntes ei at falde i god
Jord, og alt tog jeg til Hatten, som om her ei var meer for mig
at giøre, men det blev mig i mange Maader et godt Forvarsel,
at man bad mig blive og tale den Sag tilrette, og lod Sandhed
giælde. End ventede jeg ei, at Noget skulde komme ud af den
Handel, som jeg vilde kalde Noget, men kunde dog ei undslaae
mig for det Løfte at mødes med dem og Flere den næste Mor
gen; jeg sagde det reent ud, at hvad jeg ventede, var kun lidt
mere Kiendskab til Studenternes Stemning, men dog kunde jeg
ei nægte dem, at det var muligt, andre kunde give min Tale
nogen Indgang saavel som de.
Det var da om Morgenen den femte Januar ; det var mig en
mærkværdig Dag, thi paa den døde min gamle Fader ifjor; dog
døde han ei heel, Støvet faldt, og Aanden begyndte sit rette Liv;
det havde været mig et godt Varsel for Fædrenelandet, hvis det
var dengang faldet mig ind, men det skulde ei saa være. Det
faldt mig derimod ind, at Frederiks Hospital maatte synes et
underligt Stæd at tales ved om Dannemarks Frelse, og kunde
det end i flere Maader kaldes et rimeligt Stæd, syntes det derfor
ei desbedre, men da faldt det mig ind, hvad jeg og sagde til
Olsen, som fulgte med, at de døe ei alle, som komme derind,
og at Reconvalescenter vel maatte være det bedste Navn paa
de bedste af Dannemarks Sønner nuomtide.
Paa Frederiks Hospital var da en liden Flok forsamlet; jeg
talte, hvad jeg meente, men det syntes ei at finde Indgang; de
Livligste tyktes, det var Daarlighed at bie efter Kongens Svar i
en saa ligefrem Sag, medens Fjenderne hærgede Landet. Jeg
udviklede min Grund om Guds Villie og det rolige Overlæg, er
klærede, at naar man ei herom kunde enes med mig, havde jeg
ei et Ord mere at tale, og trak mig tilbage, ventende paa en god
Leilighed til at afsondre mig. Efter en Samtale, som jeg ikke
hørte, anmodede man mig om at tale videre herom i en større
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
