Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Heimdall
147
Moder! Moder! ei besmykke
Tør og vil jeg dine Brøst,
Længe efter tomme Skygge
Greeb og jaged du med Lyst,
Søgde Guld og grønne Skove
Ved at bryde Troe og Love :
Dane-Lov og Christen-Dom.
Men, lod du dig end besnære
Til at bryde Troskabs Eed,
Aldrig kan dog Rust fortære
Danas gamle Kiærlighed;
Den er nær med det beslægtet,
Som forgiort du har fornægtet:
Med det klare Himmel-Guld!
Ja, dig vinked Edens Smykke
I saa mangen hellig Stund,
Da dig glæded kun som Skygge
Blanke Muld og grønne Lund;
Vilde da dig Verden love
Røden Guld og grønne Skove,
Ei til Løftet slogst du Lid.
Kun naar underlig gienføde
Kunde sig for Aandens Sands
Tidens svundne Morgenrøde,
Jorden i sin Morgenglands,
Da kun turde du dig love
Røden Guld og grønne Skove,
Som du dunkelt kom ihu.
Derfor fra din gode Vætte
Toner giennem Volas Sang
Sagnet sødt om Idas Slette,
Sødt men dog med Vemodsklang,
Der ei saaes Helte-Gierning,
Men kun Legen med Guld-Terning
I den grønne Gudevang.
Derfor byder høit din Vole
Med sit dybe Tonefald
Aserne paa Gude-Stole
Tavshed midt i Odins Hald,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
