Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Heimdall
149
Derfor, som du nu kan høre,
Der jeg Gud min Tunge gav,
Fødtes Toner i mit Øre,
Som ei synke i min Grav,
Men skal lege for mit Øre,
Naar jeg mat ei meer kan røre
Tungen i din Bøgelund.
Derfor, som du skalst fornemme,
Der jeg Gud mit Hierte gav,
Lignelser afdet derhiemme
Sænked sig i gyldne Rav,
Speilede sig i mit Hierte,
Saa i Skin af Ordets Kierte
Der din Søn fik Syn for Sagn.
Derfor, maatte jeg end kvæde
For dig, Moder! som for Steen,
Maatte uden Sønne-Glæde
End jeg lægge mine Been,
Rolig gik jeg dog til Hvile,
Sukkende jeg vilde smile,
Thi jeg veed, din Time slaaer.
Ja, jeg veed, engang dit Hierte
Smelte skal for Herrens Lyn,
At i Skin af Ordets Kierte
Skal for Sagn og du faae Syn,
At som jeg og du skal love
Gud for Guld og grønne Skove,
Midt i verdslig Fattigdom.
Ja, naar du med Suk maae siunge:
Fugl har Rede, Ræv har Grav,
Jeg har kun min Fugle-Tunge,
Og min tørre Ranke-Stav,
Trøstig skalst du eftersige :
Fattig Fugl giør mange rige !
Siunge sødt: Halleluja!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
