Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Heimdall
174
Han mig i Skatelund bandt under Skjolde,
Røde og hvide, bød Søvnen mig holde,
Løse mig kunde af Søvn og af Band
Kun, hvem der skyed ei Ild eller Vand.
Trindt om min Sal, om mit sydlige Kammer,
Lyste og leged de gloende Flammer,
Ikkun med Fafners Gulddyne saa gild
Mægted en Kiæmpe at dølge den Ild.
Helten saa herlig med Guld og med Grane
Reed i mit Land over gloende Bane,
Ingen for mig syndes herlig som han,
Helten hin unge fra Dannemarks Land.
Kiærlig han sov ved min Side med Ære,
Som han min Broder af Byrd kunde være ;
Nætterne otte jeg laae som en Brud,
Aldrig dog rørde mig Helten saa prud.
Siden lod Gudrun mig høre i Harme,
At hendes Sigurd jeg lod mig oraarrae,
Da jeg med Sorgen det mærked forsand,
De havde lumskelig stiaalet min Mand.
Dog stille! sig strækker
Vor Trætte for lang,
De Levende skrækker
Min Dødninge-Sang.
Nedsynk da saa fage,
Du Steenvætte-Brud !
Mens fort jeg mon age
Til Helten saa prud.
Bestandig vi sammen
Da bygge med Gammen
I Dødninge-Lund.
Da gav Gygen et forfærdeligt Skrig af sig og løb ind i Bierget.
Det var da Løier, sagde Kongens Folk; har du meer af det
Slags, saa lad os høre ! Nei, sagde Kongen, det behøves ikke at
fortælle meer af det Slags ; men, sagde Kongen saa, har du ikke
været med Lodbroks Sønner? Jo, sagde Giæst, for en kort Tid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
