Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Heimdall
210
Naar huult det brager under Skye,
Det lyner vist og over Bye,
Det vidste Vermund Vittre.
Saa grov i Hast han op igien
Sit Kiæmpesværd af Jorde,
Og gav det til den Ungersvend,
Dog neppe han det turde ;
Det godt nok er at raabe: Hov!
Men dermed gaaer dog ingen Plov,
Det vidste Vermund Vittre.
Kong Vermund sad paa Eiderbro,
Han sad med Liv i Hænde,
Og faldt den Ene for de To,
Da havde Livet Ende ;
Thi Uffe stod paa Holmen der,
Alt med det rustne Jydesværd,
Mod tydske Kiæmper tvende.
Ei var det Overdaadighed,
Men tvungen Sag at kalde,
At Uffe mod de tvende streed,
Om og han maatte falde,
Thi plettet var i Ulve-Old
Det gode, gamle Danne-Skiold,
Det gik ham nær til Hierte.
I Upsala Kong Adils sad,
I Klæder blaa og blanke;
Mig Roes og Guld, og Ravne Brad !
Det var hans Ord, hans Tanke ;
Ja, hvor han gik, og hvor han stod,
Han hver en Dag fra Top til Fod
Var svøbt i Odins Kiortel.
Han hærgede saa seiersæl
Paa Danmark og paa Norge,
Han slog saamangen Mand ihiel,
Og vandt saa stærke Borge ;
Han kom til Slie og slog Frovin,
Kong Vermunds Jarl og Kiæmpe flin
Alt paa hans gamle Dage.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
