Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Heimdall
Saa stod de Konge-Sønner to
I Kredsen nu alene,
Og Sværdet goel, og Daner loe,
Thi Uffe han stod ene ;
Ja Dansken stod, den Saxer laae,
Han maatte bag af Dandsen gaae,
Thi han faldt ud af Turen.
End Vermund Sagn for Syn lod gaae,
Og reisde sig fra Sæde,
Og, hvad kun times Kiæmper faa,
Den Gubbe græd af Glæde;
Ja, Kiæmpesorg og Taarefryd,
Det altid var en Skioldungdyd,
Og Dannishedens Mærke.
Det er heel underligt et Sprog,
Hun har, den Dane-Sage,
Hun taler kun saa jævnt og dog
Saa snildt om gamle Dage,
Et Speil hun fører i sit Skiold,
Hvor Nyaar sig med Hedenold
I Lignelse forene.
Ja, ei i Dag og ei i Gaar,
O, Dannemark, du Kiære!
Du fikst de underfulde Kaar,
Du skalst til Graven bære ;
De stande fast paa Norners Skiold,
De klinge giennem hver en Old
I søde Vemods-Toner.
Som Diderik, din Kiæmpe god,
Du synker under Fielde;
Lindormen tænker, med sit Blod
Dit Hierte skal undgiælde;
Men Løven er dig huld og troe,
Den huler Fieldet med sin Klo,
Og bærer dig til Hallen.
Derfor du fører i dit Skiold
De Hierter og de Løver,
Kun de kan frie af Ormens Vold,
Dit Adelring han døver;
Grundtvigs udv Skrifter. 111. 2J 15
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
