Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Heimdall
224
Med Pavebrev og Keiserbud
Han gik i Nord, han gik med Gud,
Med Hedninger i Følge. *)
I Jylland havde Harald Klak
Et lille Kongerige,
Men hvor han havde sit Gemak,
Det veed man ei saa lige ;
Dog, sad han ei paa Haraldskiær,
Saa sad han den dog sikkert nær
Alt paa den brune Hede.
Ja, vist han sad paa Jellinggaard,
Det kan omtrent Man vide,
Om ikke just det hele Aar,
Dog sikkert somme Tide;
Man mærker det paa Thyra godt,
At hun har kiendt det gamle Slot
I sine unge Dage.
I Landerup ved Kolding-Aa,
Der er saa klar en Kilde,
Der stod en Steen, saa stor og graa,
Den Meget sige vilde,
Som, naar engang Man kan forstaae
At stave ret de Runer raa,
Man faaer kanske at vide. **)
*) Det er mig aldeles ikke übekiendt, hvad Mange dømme om Ebbe, men
jeg vil sige med Adam af Bremen: hvo tør dømme Ansgars fortrolige Ven!
jeg vil tilføie, at to Helgenes Vidnesbyrd, som Ansgars og Rimberts, dog vel
kunne opveie Hundredes Klaffer i en vanartig Tid, og jeg vil endelig tilstaae,
at jeg ei begriber, hvad der drev Erkebispen af Rheims ind iblandt vilde
Hedninger, og hvad der lagde den Salvelse i hans Ord, den høie prophetiske
Tale paa hans Læbe, som var paa Jorden Ansgarii ypperste Trøst, og skal være
mærkelig, saalænge Kirken staaer, jeg veed ikke, hvad det kunde være, naar
det ei var helligTroe og brændende Nidkiærhed, som og den sanddru Rimbert
siger; og derfor maae jeg, trods Alt, hvad der er sagt om ham, ære og elske
hans Ihukommelse, som den danske Kirkes aandelige Fader i Christo.
**) Det kommer derpaa an, hvor godt den Steen er tegnet af ; thi den er,
saavidt jeg veed i Mandsminde, kløvet til en Trappe. Det kalder Man ikke
at træde Fædres Ihukommelse under Fødder; men er det andet, da har jeg ei
Forstand paa Danmarks Hiertelag og Tungemaal. Jeg sørger ei over Skaden,
som skeer, men over Hiertet, som nænner, at de Stene sønderhugges, hvor-
om det ikke veed, hvor mærkelige Tidender de sattes til at bringe, men som
det veed, er af Fædrene satte med Flid til at bære os Sagn om, hvad de
funde værd at betænke. O! maatte Sligt dog lægges paa Hierte!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
