Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bibelske Prædikener
257
annammet lige dyrebar Troe med mig og Tunge i Mund, han
tale af den Formue, Gud giver, tale og tie ingenlunde, før det
er ligesaa vist om ham som om mig, at hans Tavshed -ei er
Frygt for Verden eller Forsoning med den ; han tale, omh a n
ellers vil frelse sin Sjæl og ei annamme Deel med de Van
troe, thi den er de Frygtagtige beredt (Aab. 21). Tale hver tro
ende Mand efter Evne og sin Stillings Leilighed! med Mund
eller Pen, eller med dem begge, tale og tie ingenlunde, før han
tør lægge sin Haand paa sit Hjerte og sige for Guds Aasyn: see!
jeg vil ikke forhindre mine Læber, Herre! Du veed det, jeg
skjuler ikke Din Retfærdighed inden i mit Hjerte, jeg taler om
Din Trofasthed og Din Salighed, jeg dølger ikke Din Miskund
hed og Din Sandhed for en stor Forsamling (Ps. 40). Naar Man
tør ende saa, da tier Man i Grunden ikke, saalidt som de Hen
sovne i Herren, hvis Ord end lyde, kan siges at tie ; da raabe
de tilknugede Læber høiere end de opladte, da forstaae baade
Venner og Fiender vor Tavshed, da er den os ingen glædelig
Hvile, men et blodigt Offer, en pinlig Forventning, der vel ved
Guds Naade opløser sig i taalig Vemod, men lader dog baade
os og Verden føle, hvad det koster at tie, naar Man har Guds
Ord i sin Mund og i sit Hjerte, og ingen større Glæde end at
prise sin Gud, forkynde Hans underlige Gjerninger og vise sine
Brødre Saligheds Vei.
At jeg, medens Præsten tier, agter, om Gud vil, at lade
Skjalden og den Boglærde tale, tale især om de forbigangne
Dage, hvad Præsten mener, kan meest tjene til Guds Riges
Komme, og at opladte Øine vist skal finde Christendom i al
min Tale, den lade saa verdslig, som den vil, det har jeg sagt,
og gjentager det her, fordi jeg veed, at Verden kan aldrig finde
sig i mine Talemaader, og vilde gjerne tåge mine Ord i den
Mening, som om jeg tav for den, da jeg dog kun følger Budet:
tie for Herren og forvent Ham (Ps. 37)! og agter derfor,
uden at bryde mig det Mindste om Verdens Dom, at indrette
min Tavshed som min Tale efter Guds Villie ; de, som ere af
Sandhed, de skal forstaae mig, og for deres Skyld alene er det,
jeg baade taler og tier; troede jeg ikke at gjøre dem en Tjeneste
og Verden det mig størst mulige Afbræk ved den Adfærd, jeg
vælger, da valgde jeg den som Sandheds Forræder, og skulde
jeg mærke, jeg har bedraget mig, da skal Verden see, at jeg ag
ter Gud og Sandhed langt høiere end min Ære.
Verden bliver sagtens vred, fordi jeg saa reent ud siger min
Hjertens-Mening, men det faaer ikke at hjelpe: hvo som vil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
