Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Danne-Virke I
325
dybere i aandelig Dorskhed, i kold Ligegyldighed for al stor
Bedrift, for Fædrene og Fædreneland, i Fejghed, Tyvenykker
og Liderlighed? man skal nødes til at indsee, at paa dette
Spørgsmaal kommer det an, hvad man skal dømme om min
Kamp for gammeldags Christendom, ikke forsaavidt jeg er
Christen og Præst, thi for saavidt staaer jeg under en høiere
Dommer og bryder mig kun lidt om andre, men som Danne
mand og Kiender af Fædrelandets Historie ; og at den første
Deel af hiint Spørgsmaal maae besvares med det bestemteste
Nei, og det andet ligeledes af alle dem, der har en Draabe ægte
Dansk Blod i deres Aarer, det troer jeg mig til at kunne godt
giøre. Ingenlunde vil jeg lægge an paa, hvad der imidlertid
ganske rigtig og ganske nemt lod sig giøre, at føre et strængt og
koldt logisk Beviis for min Paastand; thi hvad kunde det
hielpe? men jeg vil stræbe giennem Historien at lade den for
klare og bevise sig selv, og kalde paa den danske Følelse, der,
saavidt jeg kan skiønne, vel hos os alle er søvnig og lunken,
men sover dog ei hos Alle som en Steen, og er endnu mindre
aldeles hensovet; og jeg veed med mig selv, at vaagner den
først og faaer gnidt sine Øine, da skal den see, hvad den nu
allermindst drøm de om, og ei slaae sig til Roe, før den mær
ker, at Hjertet kan banke, og Kinden blusse, Taaren rinde, og
Troen styrke, saa som det hos Danske var lovlig Skik i forrige
Tider. Jeg veed det jo godt, der er vist mange i denne Time,
som kalde sig Danske og kunde dog, uden Suk eller Sorg, see
Fædrene-Landet heelt eller halvt tjene fremmede Herrer, Fæ
drenes Støv vanæret, deres Minde glemt, deres Aand forsvundet,
deres Tungemaal afsjælet, naar kun Handel, Agerdyrkning og
Handværker kunde, hvad de kalde, blomstre, naar der kun
var Penge og Lystighed fuldtop i Landet; men det veed jeg og
saa, at de vanære det Navn, de bære, at ere de end af Fædrenes
Kiød og Blod, af deres Aand og Been, efter deres Hjerte ere de
ikke; jeg veed fremdeles, at saa er det ikke med alle; og endelig
veedjeg, at mange, naar de komme ret til sig selv, vil i deres
Inderste finde mere ægte Danskhed, end de vidste af at sige,
saalænge de klinede og kline lode paa den Snemand, der skulde
hedde et selvstændigt Fornuft-Væsen, og skulde da vist hel
ler ikke af sig selv løbe langt, men fik naturligviis aldrig noget
Hjerte, ja, ei engang i Norden noget Hoved, der jo flux sank
ned mellem Skuldrene, aldrig Øine til at see, eller Mund til at
tale med, og endnu mindre Kraft til at hævde sin døde Selv
stændighed i det sagteste Tøbrud, end sige i Vandskyl, da den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
