Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Danne-Virke I
365
er den kiendelig og klar? Benægtede Historien dette Spørgs
maal, da maatte den dog kundgiøre os, at der i Tidens Løb
vare kiendelige Forvarsler om den; thi Sandheden kan ikke
fornægte sig selv, maa kundgiøre og aabenbare sig overnatur
lig, naar den ikke, klar for alle, kan naturlig udvikle sig i Men
neske-Livet; og til hine Forvarsler maatte vi da holde os, bien
de paa, hvad de bebudede, med Frygt eller Haab, alt ettersom
de Forvarsler vare Trudsler eller Forjættelser. At de nu maatte
være det Første, naar vi ene see paa Sand he d, det er aaben
bart; thi Sandheds overnaturlige Aabenbaring kunde aldrig
blive nødvendig uden ved Menneskets Brøde og Fald udaf den
naturlige Forbindelse med Sandhed; og naar den da skulde
aabenbares overnaturlig efter sin egen ad ski Id te Villie, da
maatte den aabenbares som Dommer; thi det var det eneste
Forhold, hvori den, som blot Sandhed, stod til den faldne, Løg
nen hengivne Menneskeslægt. At nu Historien ikke heller mang
ler Forvarsler af dette Slags, det veed Enhver, som veed, at
hvert enkelt Menneske døer; thi at Døden paa ingen Maade
hører til den menneskelige Natur i sig selv, at den kun er Syn
dens Sold, Virkning af den fortørnede Sandheds Vidnesbyrd om
sig selv, som maa tilintetgiøre Alt, hvad der hører Løgnen til,
altsaa hvilkensomhelst Tilværelse, der udenforSandhed vil
være selvstændig og selvraadig, det er saa vist, som at
Døden ei hører til Livets Natur; thi hvad der lever i Sandhed,
kan ligesaalidt døe som Sandhed selv ; men hvad der vil stjæle
Livet af Sandhed, maa tabe det, saasnart Sandhed kræver Sit,
maa selv befordre dets Tab ved at kiæmpe mod Sandhed, hvori
Livet ene boer. Men, hvad vi lettelig oversee ved det enkelte
Menneske, hvis Død synes os naturlig, fordi den er hverdags
og hører nødvendig til vor syndige Natur, det nødes vi til at
indsee, naar vi betragte Mennesket i sin store, sammensatte
Skikkelse: som Folk og Stat; thi vi kan ingenlunde sige, at
det hører til en Stats Natur at forgaae, til et Folks at uddøe, og
maae i det mindste erklære det for aldeles unaturligt, at et Folk
kan uddøe aandelig, saalænge det legemlig forplanter sig, at en
Stat kan forgaae i sig selv. Imidlertid lærer Historien ikke alene,
at det skeer, men ogsaa, at det kun skeer, naar Sandhed aldeles
foragtes, naar Sjælen vil løsrive sig fra Aanden og leve selv
stændig i Legemet, naar de Enkelte forsmaa at leve i det Hele,
fornægte deres Liv som Lemmer paa Statens Legeme, og frem
kalde da nødvendig dens Opløsning som Følge af Sandheds
Dødsdom over den opsætsige Løgn. Hvad her siges, er slet ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
