Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Danne Virke II
436
Naar Muldvarp hører slig en Lyd,
Den raaber: det er Aanden,
Og det er Fædre-Aandens Dyd,
At den er nær ved Haanden.
Det har vi hørt saamangen Gang,
Saa man kan sagtens vide,
At mine Klokkers Efterklang
Kan ingen Muldvarp lide.
Kun Fædres Aand, ei Fædres Muld,
I Klangen er at høre,
Og ingen Sjæl af Muldvarp-Kuld
For Aandens Røst har Øre.
Det er kun Lyden af mit Støv,
Mit Tungeslag de nemme,
Og hviske saa, som Døv til Døv:
Det er hans egen Stemme l.
Nu vel! jeg kan i Aanden gaae
Til Fædre-Aanders Sale
Med Bettelstav og banke paa
Og tigge deres Tale.
Men at gaae ud af eget Skind
Og boe i Fædres Grave,
Dertil jeg har slet ikke Sind,
Det maae en Muldvarp have.
Kun Fædres Aand, saa vennehuld,
Mig hjelper til at sjunge,
Men tog i Mund jeg Fædres Muld,
Da bundet var min Tunge.
At rasle med det Muld i Mund,
Det faaer man Gienlyd kalde,
Men Gienlyd dog af Muldet kun,
Og ei af Oldtids Skjalde.
1 Sigter til Dommen over Grundlvigs Prøver paa Oversættelsen af Saxos Vers
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
