Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Danne-Virke 111
selige Beskuelse og tog de mystiske Gestalter, der deels som
Gienfærd fra den forrige Oldtid, deels som Varsler for den ny
sig først nu udviklende Tid, for virkelig objective, fornuftmæs
sige Skabelser. Langt. være det fra os at bebreide Tiden sit
Stade paa et Trin, der fængslede den med en evig Nødvendig
hed, snarere maatte man smile ad den Fornemhed, med hvil
ken just den Alders Mennesker saae paa sig selv og de forrige
Tider, eller maaskee beklage dem, der, medens de drømde om
Lys, ravede i Mørket og skjalv for deres egen Skygge. Dog, hel
lere vil vi venlig misunde de Forbigangne, hvem det timedes
endnu at see et Efterskin af de colossale Figurer, der i Phanta
siens Alder vandrede som Gudegestalter paa Jorden, og dernæst
stræbe, da det Svundne ei lader sig opmane, at benytte det For
trin, en retfærdig Guddom skiænkede os i klar Erkiendelse, ved
at bringe Lys i denne store, underfulde Mythe.
Man veed, at efter de stærke, frygtelig majestætiske Rørelser
af Naturens Aand følger en Slummer, hvori Hvilen mindre af
brydes end forherliges ved et Efterdøn og Efterskin, der saa at
sige er Naturaandens Drømme, og ligedan maae det nødvendig
aabenbare sig i Tiden og dens Omskiftelser; thi Tidens Aand
er, som vi veed, kun Viseren paa Jorduhrets dunkle Skive, der,
styret af hemmelige Kræfter, nøie betegner Gangen af det hel
lige Seierværk, hvis inderste Rørelse intet Øie saae og intet Øre
hørde, og som ei er opkommet i noget Menneskes Hjerte, men
som aabenbares af Aanden for dem, som den elske. Vi finde
derfor ogsaa, at efter den egenlige Synstid eller Phantasiens Al
der, hvis egenlige, virkelige Værk er de uforgiængelige episke
Toner, der end lyde i og for Menneskeslægten fra Grækenlands
soelklare Vange, og end meer fra Palæstinas dunkle, skybedæk
de Høie, følger en Drømmetid eller Følelsens Alder, en Sabbat,
i hvilken den Korsfæstede hviler i Graven. I denne Tid ledte
Menneskeaanden i Drømme om den forsvundne Glands og Her
lighed, og digtede derfor de store, betydningsfulde Myther om
en Christi Statholder, som med sin Hyrdestav vogtede Hjorden
og med Sværdet tugtede hver Fiende, der vilde forstyrre Hvi
len, beskiæmme Graven, røve de hellige Nøgler, hvormed den i
sin Tid skulde oplades : om Europas Vandring under Korsets
Banner mod Syden og Østen, Indtagelsen af Jerusalem og Con
stantinopel, lutter colossalske herlige Drømme, der i Middel
alderens romantiske Digtning og Malerie noksom kundgjorde
deres Virkelighed, kundgjorde, at Hjertet inderlig higede efter
det Himmelskes og Helliges Nærværelse, og vidste med under
Grundtvigs udv. Skrifter. 111. 489 32
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
