- Project Runeberg -  Nik. Fred. Sev. Grundtvigs udvalgte Skrifter / Tredje Bind /
521

(1904-1909) [MARC] Author: N. F. S. Grundtvig With: Holger Begtrup
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Danne-Virke 111
det findes, og findes maa det der, hvor Floden kom fra. Man
vil sige, det er en lang Reise ; men frem og tilbage er dog lige
langt, og har den ikke været Slægten for lang at giøre, bør den
ei heller være os for lang at eftergiøre paa Kortet, og det er dog
sagtens den Umage værd, at faae at vide, hveden vi kom, og
hvor vi skal hen, thi hj e m skal vi bestemt.
Uagtet nu her, hvor faa Ord skal sige meget, er Anledning til
mange Tvivl og Spørgsmaal, saa mener jeg dog, saameget er
klart nok, at naar man skal slutte sig til noget Übekiendt, maa
man begynde, ikke med det, men med noget aldeles vist; naar
man vil skielne i Mørke, maa man have Lys med sig, eller og
saa et Øie paa hver Finger, det vil sige : en meget fim Følelse,
som aldrig faaes uden ved længe at handtere lignende Ting.
Skjaldens Fortrin er det vel i hver Alder at have et Slags Lys
med sig, hvor han gaacr, fordi han, saa at sige, kan slaae Ild af
sine Øine, og, uden ham til Forløber, skal man nok bare sig for
at komme paa det rette Spor til nogen Egn i Aandens Rige,
uden at have ham til Speider, vist løbe Panden imod Væggen
og en Staver i Livet, vist, uden at faae Fingrene elektriserede af
hans Øie-Gnister, hytte sig for at faae Fingre paa Aander; men
det er dog stedse en egen Sag med Skjalden; thi han staaer,
fremforalt nutildags, næsten altid sel v i sit eget Lys, og det giør
ikke Gavn paa Synet, saa det maa følges med særdeles Varsom
hed. Selv kunde han bedst advare os, naar han vilde; thi han
han har det nu ikke saa hedt, at han jo godt kan holde Bog
med sig selv og holde sig til Bogen, og hvor Skjaldene nuom
stunder ikke vil det, faar det med Videnskabelighed neppe stort
at betyde ; thi der blive de Lygtemænd, som trække Rus med
Historien og sige Vidskab Godnat. Bedre Ting vil vi imidlertid
formode, og lægge vel Mærke til, at i al Fald er den Flid kastet
ud af Vinduet, som upoetiske Hoveder anvende til paa egen
Haand at hitte Rede i Oldsagerne, ligesom paa den anden Side
Skjalden misbruger sit Syn, naar han stræber at vække Ringe
agt for eller Leede til noget Arbeide, hvorved Ovnen bygges,
som Synet skal smeltes og luttres i. Nødvendig maa selv den
mest betænksomme Skjald lee eller skiænde, naar man vil
fange Fugle som Fluer, naar man leder om Oldtidens Aand med
Hakke og Spade og vil behandle Historiens Gravkamre som
Høienes; men han skal indsee, at ingen historisk Levning er
übetydelig, at et enkelt Ord og en mosgroet Sten maaskee kan
foranledige et Syn, der er mere værd end hans, eller tjene for
underlig til at stadfæste, rense og fuldende det.
Grundtvigs udv. Skrifter. 111. - . 34

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 19:29:23 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/nfsgudv/3/0525.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free