Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tylvtestriden
610
ikke tilbad x Øieblikket, som det legemlig kan nydes mellem
Vuggen og Graven, men som det kun kan betragtes og nydes
med Aand, følger af sig selv, dersom det er sandt, at der her
sker Aand i hans Ord; men jeg vil dog, for Vedkommendes
Skyld, anmærke, at det ret falder i Øinene, ved at sammenligne
ham med mange samtidige Øieblikkets Sangere, og især med
T. C. Bruun, hans naturlige Antipode.
Vende vi os nu til Oeh., da er det, som om han af al Magt
kneisede for at kunne see op og ud over en tyk og lummer
Taage, der bedækkede Øieblikket ; Livet og Lyset sætter og sø
ger han netop der, hvor B. saae idel Mørke : i det Forbigangne
og Tilkommende, og med lyse, kraftige, glødende Farver skil
drer han os Aande-Livet i seirende Kamp mod Øieblikket.
At udvikle dette videre, og, især efter en historisk Udsigt over
Digte-Konsten i Norden, at gjennemgaae de tyende Digteres
Værker, vilde være mig en Fornøielse, og kunde maaskee ikke
være af Veien ; men det maatte her blive alt for vidtløftigt, og
jeg har derfor indskrænket mig til, hvad her er Hovedsagen, og
hvad jeg tør troe, Digterne selv vilde indrømme.
En heed og alvorlig Kamp, det kan vi begribe, maatte der op
staae i Dannemark, hvis hine stridige Forestillinger stødte le
vende sammen, det vil sige : hvis de fandt kraftigt Bifald i den
danske Læser-Verden ; men det var slet ingen Følge, at Digterne
selv skulde komme i aaben Feide, og det gjælder her som
allevegne, at Digterne ere langt mere kaldede og skikkede til at
vække og besynge en levende Kamp, end til selv at tåge Haand
i med. Det kunde gaaet med Baggesen og Oehlenschlåger, som
det gik med dem, deres Aander i mine Øine overfløi, men som
de dog enstund ønskede at ligne : Wieland og Goethe, der, efter
et Par Ryk om Rangen, saae roelig paa den Kamp, de havde
voldt. Det lod endogsaa til, at vore Digtere vilde give et sjeldent
Exempel paa villig og venlig Erkjendelse af hinandens Fortrin;
thi, til stor Forundring, og selv til Skræk for Mange, erkjendte
Baggesen, saavel i Gjengangeren, som i det deilige Riim-Brev til
Aladdin, Oehlenschlåger, ikke blot som en udmærket Skjald,
men som en Kæmpe-Bøg paa Parnasset, der blot behøvede at
skyde sin Krone i rigtigt Forhold for, som Danmarks Shakspear,
at udstikke Engellands. Vist nok var Oehlenschlåger, i sit langt
mere fornemme end poetiske Svar paa Riim-Brevet, langt fra at
tåge Tonen saa høit om Baggesen, men erkjendte ham dog for
1 Grundtekstens til lod er en Trykfejl.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
