Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tylvtestriden
626
frygtelig Eensomhed, hvis Lige jeg aldrig før har kjendt : Taus
hed, for hvem der ikke regner Kjækken og Galen og Snorken
for Andet, end hvad det i Aandens Øre er: U-Lyd; Mørke, for
hvem der ei indbilder sig, at hans egen lille Praas, der svirper
ud i Vinden, mens han vender sig, at den kan gjøre lyst i
Skoven,
Naar Natten udruller sit sorte Slør,
Og Dagen døer [Oehlenschiager],
ja, naar selv :
Midnattens Maane sig skjuler bag Skye,
Og Stjernerne længer ei blinke [Baggesen] ;
Eensomhed, for hvem der ikke kalder Tummel Selskab og Snak
Samtale! Ja, den skal minde om, hvad der er sandt, og hvad
jeg er sikker paa, enhver i Danmark, hvis Kinder før har glø
det i Straalerne af Aandens Soel, hvis Hjerte før har banket
høit og smeltet hen ved Tonerne fra Hoved-Hvælvingen og
Hjerte-Dybet, skal indrømme, at der i Fjor, i Danmarks Fugle-
Skov, ei holdtes nogen Jubel-Fest for Aand og Hjerte, men
snarere et Gravøl, hvor Aand ogHjerte, som fortvivlede : som
Asmund og Ragnhild, tog Afskeed fra Marken for at ind
mure sig i Mørket. Jeg nævnede Asmund, og hvem der har et
opladt Øje, seer vel, hvad jeg mener: at jeg mener Nordens
høje Kæmpe-Aand, der, end saa seent i Tidens Kveld, besøgde
os med Adam Oehlenschiager, men nu, som et Gjenfærd af sig
selv, ynkelig raste, gav Helte-Driften og Fostbroder-Skabet
Skyld for sin selvgjorte Skjebne, og syndes i sit eget Øie kun at
have trende Kaar: aldeles at omskabe sig selv fra Aand til
Kjød, eller at glemme sig selv i Intets Skjød, eller ved et
Krampe-Træk tåge Kjødet med i Evigheden: altsammen
lutter Umueligheder. Hvad Under, at Aanden, som rasede
saa, forsvandt, uvist, til hvilken Side; og hvad Under, at der
for aandekjære Hjerter blev tomt og eensomt her i Skoven, saa
de, som Rerek og som Alfred, kunde vel faae i Sinde at drage
bort fra Sællands Bøge og lede om Opmuntring i Landet, hvor
Citronen groer. Ja, Aander! saae I ikke Alfred, saae I ikke
Unger-Svenden med det ømme Hjerte, saae I ikke Bernhard
Ingemann drage taus, vemodig bort, da Haabet syndes reent
udslukt om Asmunds Redning! Forstod I ikke, det var As
munds Krampe-Træk, hvorunder Elnas Hjerte hardtad brast,
da hun forgjæves havde med sin Jomfru-Haand bevæget Kirke-
Klokkerne til Bede-Slag! Saae I ei, at Elnas Skjald kun vidste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
