Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Verdens-Krøniken 1817
671
er det jo dog indlysende, at jeg opmuntrer, lokker, ja, saavidt
jeg mægter, selv ved Trodsen tvinger!
Jeg vil derfor slutte min Fortale med et Alvors-Ord til mine
boglærde Landsmænd, og det skal ikke staae som et Hjerte-
Suk, da jeg veed, man troer sig beføiet til at besvare et saadant
med et spodsk Smiil, eller i al Fald et medlidende Skulder-
Træk; det skal være, om ikke iiskoldt, saa dog tørt og tydeligt
nok til at kræve et anderledes Svar.
I ti Aar har jeg nu været Skribent, og alt ved mit første For
søg indrømmede man mig Kald til at være det. Christendom
og Historie var lige fra Begyndelsen, som det endnu er og maa
bestandig blive, mit Løsen, og, man skal nødes til at indrømme,
ikke hos mig et Mundsveir eller et Slag i Luften, men noget,
jeg, fornemmelig i de syv sidste Aar, under megen Trængsel og
Modgang, uden Partie, uden mindste verdsligt Rygstød, uden
en eneste Medhjelper, har behandlet som en Samvittigheds-
Sag, og anvendt, uden Persons Anseelse, paa Fortids og Nutids
aandige Forhold. Min Strid, det er dog vel nu blevet klart,
gjælder ikke denne eller hin Person, Mening, Stand, Skole eller
noget Enkelt for sig selv, men angaaer Alt, hvorom [iæs: for] det
paa Tidens Bølge, med Evigheden for Øie, er værd at blotte Vaa
ben: angaaer Tro og Videnskabelighed i deres hele Om
fang og indbyrdes Forhold. Det er jo dog sandt, at der i det
sidste Aarhundrede er skeet en Adsplittelse i Menigheden, som,
hvis den ogsaa var nødvendig, maatte kaldes et nødvendigt
Onde, hvis Varighed hver ædel Mand maa ønske at forkorte !
Det er jo vist, at de Pillere, hvorpaa Kirke og Stat, Troe og Me
ning, og dermed alle selskabelige Forhold, fordum hvilede, ere
baade indvortes og udvortes rystede i deres Grundvold; og det
er jo aabenbart, at de maae atter befæstes, eller andre, om det
er mueligt, ligesaa faste, opreises, dersom ikke Alt skal opløse
sig i et forvirret Chaos; det er jo vist, at, uden Enighed mellem
de ypperste Kræfter, er Alt, hvad der forudsætter Eenhed : Stat
saavelsom Kirke, kun en kraftløs Skygge ! Man har meent at
kunne naae denne Enighed i Kirken ved, hvad man kaldte Op
lysning, og at kunne undvære den i Staten ved at sætte Egen
nytten i dens Sted; at Erfaringen ikker taler for den Mening,
det veed man; at man først maatte omskabe Menneskene til
netop lige fornuftige, og slaae alles Skjebne over samme Læst,
for at frembringe eens Tanker i dem, det lader sig ligesaa
unægtelig bevise, som at Staten maa, for sin egen Nyttes Skyld,
kræve Opoffrelse af hver enkelt Lems Egennytte, og kostbare
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
