Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Prøver afSnorro og Saxo
17
lig Tid med Mørke og Ondskab, i hvilken man glemde de frem
farne Dage, at aldrig saa snart kom Lyset og Fromhed tilbage,
før Folket igien lod den gamle Kiærlighed til Fædres Amin
delse kiende ! See vi det ei i det klareste Speil paa Saxos og
Snorros fordanskede Bøger, kan vi ei mærke, at den Mester
Anders og den Peder Klausen, der kunde tale saa kraftig og
liflig om gamle Forfædre, de elskede dem og deres Minde til
visse! Kan vi ei vide, at de vare mange, som elskede saa, alden
stund de Bøger ere saa flittig udgangne, aldenstund de Kiæmpe
viser gik med, og mangen Bog ligger end beskrevet om gamle
Handler, stundom endog med en adelig Jomfrues Finger.
Visselig, er det da saa, at vi nu agte haant eller ringe om Fæ
drenes Minde, da er det ingenlunde vor Dyds eller Vittigheds
Skyld, nei, da er det, fordi vi blev dorske og dovne, og gridske
paa Verden, og kolde om Hjertet, og blinde for Storhed, og
fremmede for vores Fædreneland, for det, som er hist, og det,
som er her ; og det nytter slet ikke at dølge, thi Dage tale med
Dage derom : saa har det været fat med os, saa er det desværre
med Mange endnu; men saavidt er vi dog komne, at mange,
kloge af Skade, kan see, at have de end ikke selv den varme og
uegennyttige Kiærlighed til Næste og Fædreneland, saa er det
dog Alt et forloret Spil med Oplysning og Dyd, med Land og
med Folk, hvis den er forsvundet og kan ikke vindes tilbage.
Nu, er den da ogsaa uigienkaldelig borte, er den nu ganske
udslukt og uddød, den hellige Lue, som varmede Fædrenes
Hjerte? er den da ganske forsvundet, den dybe, igiennem Aar
tusinder arvede Kiærlighed til Fædre og Fædreneland, til de
gamle Dages Ihukommelse?
Nei, Gud være lovet ! det er ikke saa ; mat og døende er Luen
vist, men udslukt er den ikke; kiølet og sammenkrympet er
Nordens Hjerte, men dog ei isnet og forstenet. End er jo Snorro
dog en gammel Ven i mangt et Grandelag blandt Fjeldene; ja, i
de sidste Dage begyndte jo igien selv blandt Fornemme og Bog
lærde en liden Flok, kied af vor Tids den tomme, vandede Ro
man, at tye til Sagabogen og lede Fædres gamle Venner op
igien i Støvet og i Borgestuen, hvor de vakkre Gamle taalmodig
tøvede, til vores Ruus var sovet ud og dampet bort, saa vi kom
til Besindelse igien. Ja, hvem maae være vissere derpaa end
jeg, at Kiærlighed til Fædrene er end tilbage mangensteds, dog
i det mindste som en dunkel Ihukommelse! Veed jeg det ei, at
Faa kun lide, Mange hade Talen, som jeg fører om Guds Ord
og Tidens Usselhed og store Skyld og Fare? veed jeg det ikke,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
