Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Prøver afSnorro og Saxo
21
Tiggerbørn og ei Skiftinger, det er ei Vandsnak eller Barnepjat,
ei Krap eller Tangsalt, hvis Sag jeg taler her; men det er Fæ
drenes kongelige Sendebud, det er Saxo og Snorro, der staae
med Favnen fuld af Fortids Guld, af herlige Klenodier, som de
vil skiænke, naar kun Dørene oplades ; det er disse Adelsmænd,
som trænge ei til Nogen, som naar de ei af Kiærlighed til en
vanartet Slægt lod sig bevæge til en Aftenvandring over den
vindaabne Mark og de iisklædte Fjelde, kunde anderledes hvile
sig paa deres Laurbær end vor Tids priste Veteraner og Kiæm
per, der mod dem ere Grønskollinger og Dværge, der først maae
med dem giennemleve et halvt Aartusinde, styrke, undervise og
glæde Millioner, før de naae deres Skuldre; det er saadanne
Svende, hvis Ærende jeg røgter, i hvis Navn jeg taler, og slet
maatte jeg kiende mine Folk, om jeg vilde tigge dem Huslye
med sledske Ord, staae krum med Hat i Haand for at fange den
usle Skilling, der dog vel ei kan fare bedre end med saadanne
Riddersmænd, for hvem hver en Ædling bøier Hovedet, naar
han faaer Syn paa Frodes Guldring og paa Hellig Olavs hvide
Skjold.
Og nu, Farvel for dennesinde, Danske, Norske Mænd ! eders
Svar paa denne Tale venter jeg med Længsel mellem Frygt og
Haab, men rolig dog, fordi jeg har et bedre Haab, som aldrig
svigter. Eders Svar; thi Svar maae I give, Tavshed var et him
melraabende Svar; eders Svar, siger jeg, bestemmer foruden
det, som mere er, hvad og hvordan jeg herefter skal tale til
Eder, hvem af Eder jeg tør tiltale venligst; thi den, som paa et
saadant Spørgsmaal i saadanne Ord svarer mildest, er visselig
min nærmeste Frænde.
Tykkes Eder nu, at jeg skreeg for høit, eller huggede for
hardt, nu, saa lukker dog ei derfor gamle Venner Eders Øre!
de kan dog ei derfor, nu da de maae laane sig en Tunge, om
den, de langt om længe fik, er lidt uartig, og I kan troe, at i en
saa vanartet Tid er det just ei saa nemt at føre eller finde Tun
ger, som ere ærlige og rørige og derhos altid, hvad man kalder
artige og fine. Og naar I, som jeg haaber dog, forlystes ved de
gamle Svendes Tale, tilgiver mig da min Uartighed for deres
Skyld, og husker saa, at det var netop kun for deres Skyld, jeg
talde, at det var kun til deres lunkne og glemsomme Venner,
jeg talde et Par haarde Ord ; thi hvem der har dem rigtig kjær,
han taler med dem selv, og det forarger ham slet ikke, hvad jeg
siger saa ved Siden til de Andre. Vil I følge dette Raad, da
tænker jeg, I lukke vel den lille Bog med den Bemærkning,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
