Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Prøver af Snorro og Saxo
57
som hun skulde opføde, og alt som disse Uting voxte til, skulde
de være hendes Vagt. Nu, det var ikke heller hver Mands Lei
lighed at gjæste sligt et Brudekammer, hvor der var saadan
Laas og Lukke, og da Kongen desuden havde ladet forkynde,
at hvem der prøvede sin Lykke der og kom tilkort, han skulde
strax halshugges, og hans Hoved sættes paa en Stage udenfor
Buret, saa maatte, under de Betragtninger, Lysten vel forgaae
selv de Ungersvende, som kunde ellers være hidsige og forvovne
nok. Imidlertid forgik den ingenlunde Alf Sigersen; thi han
gjorde den Regning, at jo meer at vove, desmere at vinde, og
meldte sig som Beiler; og nu skulde han da til at drages med
de Udyr, der laae paa Vagt for Jomfrueburet; thi efter Kongens
Forordning skulde den, der kunde overvinde dem, og ingen an
den, have Alvildes Haand. For nu at gjøre Ormene desmere
gridske paa sig, axlede han et blodigt Skind, og i den Dragt gik
han frem for Borgeledet med en Tang og et gloende Jern i den
ene Haand og sit Glavind i den anden. Der nu Øglen kom ga
bende imod ham, ståk han ham Jernet lige ned i Svælget, saa
han drattede omkuld og var død. Saa kom Hugormen og bug
tede sig nok saa smidig; men ham skjød han i Gabet med sit
Spyd, saa han fik ogsaa nok og laae derved. Nu forlangde da
Alf, hvad han havde stridt for, og hvad der ogsaa var ham lovet ;
men Sigvard svårede, at det kom ganske an paa hans Daatter;
hvem der var hende god nok til Brudgom, var og ham til Svo
ger. Det var da nu kun om Alvildes Samtykke at gjøre; men
denne Beiler stod slet ikke Moderen an; hun tog derfor Daatteren
til sig i Eenrum for at udforske hendes Hjerte, og Alvilde roesde
Prindsen varmt for hans store Manddom ; men jo meer hun roes
de, desflere Utak fik hun, og Moderen skammede hende ud som
den, der mod al Ærbarhed lod sig indtage af de smukke Friere
og forraadte et letfærdigt Hjerte, aldenstund hun ikke dømte efter
Dyd, men efter Deilighed. Der nu Alvilde fik ved saadan Tale
Leede til den danske Prinds, blev hun og kjed af det Kvinde
levnet, lod sig Mandsklæder skiære og blev fra blyeste Pigebarn
af til den vildeste Viking. Hun drog da ud tilligemed endeel af
sine Terner, som fik den samme Lyst, og kom just til en Flok
Vikinger, som var i stor Vaande for deres Høvding, de havde
mistet i et Slag, og de samme Vikinger bleve saa indtagne i
Alvilde for hendes Deiligheds Skyld, at de valgte hende til deres
Høvding, og tog heller ikke Feil, thi det skulde Ingen mærke
paa hendes Færd og Bedrift, at hun var en Kvinde. Imidlertid
flakkede Alf omkring paa Havet for at finde Alvilde, og havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
