Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Af Danmarks Krønike
120
Ak! hvi maatte det sig hænde,
At din Uhelds-Time kom,
Medens jeg ved Verdens Ende
Bredte ud dit Herredom !
Hvi stod jeg i aaben Feide,
Medens du, trods Fred og Leide,
Faldt for Morder-Dolk til Jord,
Sank ved din Forræders Bord!
Ak ! hvi var jeg ei tilstæde !
Havde ei jeg mægtet bold
Dine Fjender at nedtræde,
Dig at dække med mit Skjold,
Skulde dog, som Ven i Nøden,
Vist jeg fulgt dig selv i Døden,
Eiegod ! ja i din Arm
Vandret glad fra Verdens Larm !
Uslinger! tør I da tænke,
At en Mand, hvem hos sig næst
Store Konger vilde bænke,
Blevet er en Snylte-Giæst,
Har afbrudt sin Helte-Bane,
For at kildre her sin Gane,
Hylde Lasten her ved Bord,
Som et evigt Had han svor!
Nei, der jeg fra Sverrigs Klipper
Stævned hid til Dane-Vang,
Da et Haab, som, ak, nu glipper,
Trøsted mig paa svaren Gang;
Fort kun over Bjerg og Dale,
Tænkde jeg, til Konge-Sale !
Der mig bier søden Løn :
Synet af min Frodes Søn!
Ak, hvor Haabet dog kan svigte,
Briste i et Øie-Blik !
Med en Skjold-Ung from i Sigte,
Syn jeg paa en Fraadser fik,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
