Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Af Danmarks Krønike
134
Med Davre og Nadre
Gaae Dagene om,
At grine og gnadre
Og spække sin Vom,
See, dermed det Halve af Livet gaacr hen,
Og Resten gaacr fløiten
Med Dullen og Tøiten,
Til Daad bliver Intet igien !
Men Dag-Tyven falder,
Før selv han det veed,
Skiøndt Hornet ei skralder,
I dybeste Fred,
Ved Skjul og ved Skjoldborg staaer Leemanden nær,
Ei Borg og ei Hytte
Kan Nogen beskytte
Mod Døden i Nornernes Sværd !
Men jeg, som med Sværdet
En Verden slog ned,
Jeg stander graahærdet
For Staalet i Fred,
Mig tåger af Dage ei Egg eller Odd,
Som Svanen paa Vove
Jeg blidt skal indsove,
I Skyen velsigne min Lodd! !
II
Sigvald.
Sigvald var en Søn af Yngvin, og han havde en Daatter, ved
Navn Syrithe, som var saa vidunderlig ærbar, at imellem alle
de Beilere, hun for sin Deiligheds Skyld omsværmedes af, var
der ikke en Eneste, der kunde formaae hende til Saameget en
gang, som blot at see op paa ham ; ja, hun var saa sikker i sin
Sag, at det blev en Aftale mellem hende og Faderen, at Den og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
