Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Af Norges Konge-Krønike
156
nemlig bemærkes, at Sturlunge-Saga er den eneste Hjem
mel for alle Beskyldninger mod Snorro, og uden dermed paa
nogen Maade at ville nedsætte et Skrift, der synes ganske tro
værdigt, maae vi erindre, at dog Ingen veed, enten na ar eller
a f hvem det er forfattet. Det nytter kun lidt, at Mænd med
store Navne have været enige om at gjætte paa Brand Sæmund
søn, som var Bisp i Holum fra 1164 til 1201, og paa Snorros
Brodersøn: Sturle Thordsøn ; ja, Gjætningen er, med de store
Navnes Tilladelse, endogsaa lattertig, da det Eneste, hvortil
den hælder sig, kaster den omkuld ; thi det er Stedet i Bogen
selv, hvor Forfatteren beraabersigpaa Sturle Thordsøn, og
priser hans Fortjenester af Islands Historie. Uvist er her da
Alt, undtagen vel det, at Bogen er skrevet efter Sturles Tid, og
sammendraget, saavidt man kan skiønne, af en heel Deel en
kelte Levnets-Beskrivelser, saa Fortællingens Rigtighed ei alene
beroer paa Samlerens Ærlighed, der neppe kan omtvivles, men
paa Manges Nøiagtighed og Sanddruehed, som man, uden Tviv
lesyge, tør mene, ei har været lige stor. Dog, selv naar man
troede sig sikker paa, at Alt, hvad der vidner mod Snorro, hav
de sig i Sandhed aldeles, som det fortælles, vilde vi dog ei være
berettigede til at bryde Staven over ham, da det mest kun er
om nogle faa Dage af 63 Aar, vi have Etterretning ; thi alden
stund at Selvtægt, Kivagtighed, Nærighed og Snedighed altid
var hyppig paa Island, og almindelig i Snorros Dage, saa ind
seer man let, at han kan stundum have ladet sig henrive af
Folkets Skiødelyster og den fordærvede Tidsalder, og kan dog
have hørt til de Bedste i sit Folk og sin Tid, istedenfor at man
har skildret ham som et Uhyre. At man nu, under lige Om
stændigheder, skal altid heller troe det Bedste end det Værste,
veed man, og da der nu er stærke Grunde til at formode det
Bedste om en Snorro, saa maae det have været usle Dværge,
som først fandt paa, med Helved-Soed at sværte hans Ihukom
melse: Dværge, som ved at træde paa hans Hjerte, meende at
kunne hæve sig over Kæmpen, hvis Hoved de end ikke paa
Stabler af Folianter mægtede med Finger-Spidserne at naae!
Snorro var et syndigt Menneske, det vidste vi, om vi saa ikke
kunde nævne en eneste af hans Forseelser; Islænderne var ei
a f Natur noget kiærligt og tugtigt, ydmygt, enigt og uegennyt
tigt Folk, men netop det Modsatte ; kun i hint gode Aarhundrede :
fra Midten af det ellevte til Midten af det tolvte, lode de sig
nogenlunde bøie, styre og raade af de Christnes Troe ; Sandhed
fordømmer al Synd, haardt blev Island og haardt blev Snorro
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
