Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Af Norges Konge-Krønike
155
spind, for hvilke Ting hans Faders Huus var en Høiskole, saa
maae vi nok tilstaae, at han, i det mindste for os, blev reddet,
som en Brand af Ilden. At nu dette heller ikke skedte uden
ved en besynderlig Omstændighed, maa man bekiende, naar
man veed, at Jon Loptsøn ingen Ven var af Hvamm-Sturle,
men tilbød sig kun ædelmodig at opfostre Snorro, for, ved denne
Æres-Beviisning, at stille den brydske Sturle tilfreds, og
redde sin Ven: Povel Sølvesøn Præst paa R eik holt fra videre
Ulæmpe.
Jon Loptsøn døde fire Aar før Erke-Biskop Absalon; ei længe
efter blev Snorro gift med Berse Præst hin Riges Daatter fra
Borg, og der opslog han, efter Berses Død, sin Bopæl, samme
Aar, som Kong Sverre i Norge og Knud den Sjette i Dannemark
døde. Det var Eigil Skallagrimsøns Gaard, som Snorro, der og
saa paa sin Moders Side var Eigils Ætmand, nu beboede; men
her fandt han sig ikke fornøiet, og flyttede snart til Reikholt
i Borgafiord, paa Grændserne afSønder og Vester-Landet. Denne
Gaard ombyggede han paa det Prægtigste, bekostede en Vand
ledning fra den nærliggende varme Skribla-Kilde, og indrettede
ved Hjelp deraf den berømte Badstue, bygget af Toph-Stene,
som endnu er til ; men uagtet han ogsaa befæstede Gaarden paa
det Omhyggeligste, blev han dog der ved Natte-Tide overrump
let af sin Svigersøn : Gissur Thorvaldsøn, og myrdet den 22de
September 1241 : Aaret efter, at hans store Velynder Hertug
Skule i Norge var dræbt, og samme Aar, som den Danske Kong
Valdemar Seier døde.
Saa ynkelig en Hedenfart fik den mærkværdigste Mand, som
Island har frembragt; vel faldt han ei saa uskyldig som Nial
paa Bergthorshval, eller saa heltemæssig som Gunnar paa
Hliderende; men dog maa man sige: at de samme Heklas Luer
i tilfrosne Hjerter forgreb sig her paa Islands lyseste Hoved,
som hist paa Sammes ædleste og frommeste Hjerte; ei heller
kan man nægte, at en sjelden Højhed omsvævede Snorro i hans
sidste Øieblikke ; thi Alt, hvad han sagde til Arne Beisk med
Morder-Staalet, var: vov ei at hugge! vov det ikke!
Forties maa det ikke, at Snorro skildres os almindelig som
en af de sorteste Sjæle, man har kjendt: som en herskesyg,
umættelig, trædsk og trættekjær, troløs og hjerteløs Niding;
men, uden at ville paa mindste Maade besmykke de store Plet
ter, som sagtens have skjæmmet og vanhælde hans Levnet, maa
man dog ved alvorlig Ettertanke finde, at han er blevet højst
letsindig, übarmhjertig og uretfærdig bedømt. Først maa det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
