Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nyaars-Morgen
242
hine Arbeider, har ført, en Død, eller dog en Døds-Kamp, som
det to Gange er, at tilkæmpe sig Stadighed ved slige Sysler, og
tilkæmpe sig det levende Udtryk i Moders-Maalet, for hvad der,
af fremmed Natur, paa det nødvendig falder dødt. Dog, det
vilde ei sagt saa stort med mig, der af Naturen er et Slags Am
phibie, lidt af Gram og Holberg, venligt og vel forligt om at
lee ad det døde, tomme Ord-Kløverie, og forlystes ved den
levende, frugtbare Sprog-Grandskning, der giver fast Fod i
Aandens Rige. Men jeg døde ogsaa historisk, i det jeg traadte
ud af al levende Berørelse med den nærværende Slægt, og hvad
det er for en Skribent, der ovenikjøbet skal blive ved at skrive:
som blot for sig selv og for de Døde, at det omtrent maa kaldes
at være levende begravet, synes mig, man, ogsaa uden selv at
være Skribent, saa omtrent maa kunne føle, da det bogstavelig
er, som at skulle tale, og blive ved at tale for døve Øren, og
tvinge sig selv til at troe, det er ikke forgjæves. Denne Død
laae ikke i Sagens Natur, thi var den Deeltagelse, man engang
viste Arbeidet med Folke-Krønikerne, voxet, eller endog kun
vedblevet under dets Løb, da vilde den oplivet mig; men det
laae i Tidens Vilkaar, at denne Deeltagelse var som det sidste
Glimt af en Gnist under Asken, der tabde sig i den dødeste, kol
deste Ligegyldighed for den nordiske Oldtids Storværker, ople
vende paa Moders-Maalet, der vel er tænkelig, og at denne Lige
gyldighed maatte være dræbende for mig, under et Arbeide, der
af Naturen var saa dødt, det er dog vel begribeligt. At Haabet
om en bedre Fremtid, Haabet om en Dag, der skulde aaben
bare, hvad det var, man iblinde forskjød, og om en Vaar, der
skulde smelte, hvad Vinteren havde bundet, at et saadant Haab
var det Eneste, der kunde give mig baade Mod og Kraft til at
fortsætte Arbeidet, til at udtømme mit Liv over de Døde, det er
aabenbart; men er det underligt, at dette Haab efterhaanden
hendøde, saa det stod for mig som en kraftløs Skygge, paa hvis
Betydning jeg vel umuelig kunde tvivle, men hvis Understøt
telse jeg dog ligefuldt maatte savne, just da jeg trængde aller
mest til den, under Arbeidet paa Krønikernes tredie Deel, da
Ligegyldigheden var blevet til bidende, skjærende Kulde, og da
Fortællingen i de gamle Bøger, som det Folke-Liv, den skildrede,
blev mattere og dødere. Hvad Under, at jeg smittedes af den
Ligegyldighed, der var det Eneste, jeg end stod i levende Be
rørelse med, og blev saaledes ligegyldig for et Arbeide, der
kun var til Spot, ligegyldig for en Slægt, der syndes at have
forsvoret al Deeltagelse i noget Aandeligt, selv i Fædrene-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
