Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om gudelige Forsamlinger
maae de høiere Retter, for hvilke Sagen svæver, afgiøre, og jeg
vil undertrykke enhver Anmærkning, der herved paatrænger
sig, for ikke, maaskee, ved min Personlighed at skade den Sag,
hvis Talsmand jeg er. Forvisset om, at det er vor landsfader
lige Regjerings Ønske at see det vanskelige Spørgsmaal om
gudelige Forsamlinger upartisk drøftet, med Hensyn til det
borgerlige Forhold, vil jeg her, som ærlig dansk Undersaat,
bidrage min Skiærv dertil, og intet andet.
Hvorvidt den Grund-Sætning at formilde Straffe-Lovene, uden
mange Indskrænkninger, fortjener at anbefales, derom kan vel
være grundet Uenighed, men ligesom det er unægteligt, at den
mildeste Mening herom har i vore Dage fundet mest Medhold,
saaledes er det vist ogsaa en afgjort Sag, at Straffe-Lovene ei
uden høieste Nødvendighed bør skiærpes. Da nu Forordnin
gen af 1741 aabenbar har til Hensigt ei at lægge Hindringer i
Veien for gudelige Forsamlinger, men netop at bortrydde Hin
dringerne, ved, saavidt mueligt, at forebygge Uordener, og be
tage Præsterne al grundet Aarsag til Klage, saa opstaaer det
Spørgsmaal, om det almindelige Bedste fordrer en skiærpet
Lovgivning i denne Henseende, hvorved de gudelige Forsam
linger udenfor Kirken, blot som saadanne, giøres til For
brydelser, som, hvis de ei ved Lovens Trudsel kan forebygges,
maa alvorlig straffes?
Ved at besvare et saadant Spørgsmaal, i en Tid, der har havt
Tolerance, tildeels endog grændseløs Tolerance til sit Løsen,
befinder man sig nu vist nok i en ikke ringe Forlegenhed, og
fristes lettelig til, uden videre Undersøgelse, at svare med det
bestemteste Nei, og kun beraabe sig paa den saa almindelig
erkiendte Sandhed, at hvad man vil troe, og hvor man vil søge
sin Opbyggelse, er Noget, man kun skylder Gud og sin Samvit
tighed Regnskab for, saa det kun giælder om, ei, under Paaskud
af en særegen Tro eller Andagt, at begaae Forbrydelser, eller
forstyrre den borgerlige Orden. Imidlertid gaaer det dog ikke
an at tåge sig Spørgsmaalet saa let; thi paa den ene Side har
Staten aldrig vedkiendt sig Tolerancen i en saadan Udstræk
ning> og paa den anden Side lærer Erfaring, at selv Toleran
cens ivrigste Talsmænd tit ved en besynderlig Selv-Modsigelse
paastaae, at Staten vel bør tolerere den aabenbareste Vantro
og Foragt for alle Opbyggelses-Midler, men ikke mindste Yt
tring af den Tro eller Andagt, der, efter deres Mening, er urig
tig eller overdreven.
Man giør da udentvivl her bedst i at vælge den længste Vei,
367 24*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
