Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om Christendommens Sandhed
548
vi, hvad der var Christendommens Grund-Begreb, naar det
skulde være Andet end det rene Hedenskab, der udtrykkedes i
den naturlige Troes-Bekjendelse: jeg troer en Gud, et Forsyn
og Udødelighed. Alt hvad der kan siges til vor Undskyldning,
er, at Kirke-Begrebet var, deels ved Uagtsomhed, og deels ved
pavelig Misbrug, blevet saa hemmelighedsfuldt, saa übestemt
og forvirret, at vi, ligesom Børnene, knap kunde høre Kirken
nævne, uden at see Spøgelser, og tænke, nu kommer Buse-Man
den o: Paven og annammer os. Istedenfor nemlig, at Kirken,
ligesaavel aandelig som legemlig, er, hvad der paa christenViis
indslutter baade Præst og Menighed i sig, altsaa det aandelige
Begreb, det christelige Troes-Samfund, der ved Daaben skabes
af dem, som troe, hvad vi Alle bekjende, deristeden behagede
det, desværre, alt i fordum Tid, Bisper og Præster, aandelig
at have Kirken for sig selv, eller rettere selv at være den,
og, med honet Ambition, at anvende alle Kirkens Hæders-Nav
ne, saasom: hellig, troværdig, ufeilbar, ene saliggjø
rende, paa sig selv, som det høi og velærværdige Klerke-Skab^
eller som Geistligheden o: Aandeligheden i det christelige
Samfund, modsat Kjødeligheden, eller hele den uindviede
Menighed, der blindthen skulde troe og følge. Endelig be
hagede det Bispen i Rom, til Skam for det apostoliske Sæde,
han beklædte, at gjælde for Christi Statholder, altsaa for den
Hellig-Aand selv, aabenbaret i Kjød, og han blev nu Christen
hedens, altsaa Kirkens Alpha og Omega, hvis hellige, trovær
dige, ufeilbare Ord skulde være den rene, uforfalskede Melk, og
den rette, levende Tradition, hvorpaa Kirken urokkelig hvilede.
Intet Under, at Luther, naar han, af menneskelig Skrøbelig
hed, beraadte sig med Kjød og Blod, kunde finde det farligt,
under disse Omstændigheder, at beraabe sig paa Kirkens Be
kjendelse og Vidnesbyrd, som det levende, bestemte og trovær
dige Udtryk for Christendommens Grund-Begreb; men hverken
maatte han derfor undladt, hvad der er alle christelige Theolo
gers Pligt, ei heller sømmede det sig for den Kæmpe, der saa
klarlig havde beviist, at hverken var Pavens Ord en forsvarlig
Kirke-Grundvold, ei heller var Kirken indskrænket til de Kron-
Ragede, og vist nok maae vi skamme os, for Geistlige vi var,
naar Paven kunde kyse os fra Kirken, og en løgnagtig Tradi
tion (en mundtlig Løgn) af ham og hans Creature, eller en
ugyldig Tradition (løse Rygter og private Anecdoter) af nogle
gamle Præster, gjøre os bange for at tilstaae, vi fulgde den
sande og sikkre Tradition (det offentlige, mundtlige, troværdige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
