Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om Christendommens Sandhed
549
Vidnesbyrd) af hele vor Herres Jesu Christi Menighed; thi
vi kunde ligesaa godt erklæret al Historie og Krønike for Æven
tyr, paa Grund af, at mange kaldte Æventyr Historie. Saalænge
vi holdte Luthers lille Catechismus i Ære, det Christen
dommens og Kirkens velsignede korte Begreb i de Dødes Rige,
og lagde det for Alvor til Grund, ved Menighedens bibelske Op
lysning, saalænge var de practiske Følger af vor Blindhed eller
barnagtige Frygt taalelige, men dog altid sørgelige nok, i det vi
forgjæves stræbde at udpine den levende Tro af de døde Bog
staver, istedet for at oplive dem med den, og da vi lagde Cate
chismussen paa Hylden, satte vi os unægtelig, om end forsaa
vidt i al Uskyldighed, ligesaavel i Kirkens og Pavens Sted for
vore Tilhørere, som de, der udledte Christendommens Grund-
Begreb af dem selv; thi vi gjorde det vel ikke, men stillede dog
ikke Menigheden anden Borgen for Grund-Begrebets Rigtighed
end os selv, og Skriften, læst med vore Øine. En anden farlig
Følge af vort theoretiske Vilderede var den, at vi, med al vor
Lyst til Samfund med alle Tiders og Steders Christne, og vor
Skaansel mod Vildfarelser, vi ansaae for uvæsenlige, dog aldrig,
uden at modsige vor egen Theologie, kunde kalde I ren æ us,
Ansgar og Bernhard vore Brødre i Christo, og aldrig give
nogen theologisk gyldig Grund, hvorfor vi af to Vildfarelser,
der, efter vort Skjøn, streed lige bestemt mod klare Ord i Skrif
ten, kaldte den ene væsenlig, den anden uvæsenlig, saa hvor
den lutherske Polemik vilde være stræng videnskabelig, der
blev den separatistisk og forkjættrende, men hvor den vilde
være hjertelig og føielig, blev den, om ikke kjærlingagtig, saa
dog aldeles uforsvarlig.
Det var da visselig med os, som med Krigs-Mænd, der vel
paa Land-Kortet kan finde Lande-Skjellet, maale sig til, hvor
langt der er imellem Byerne, naar Veien gaacr lige, og see, hvor
der er Skov, Mose, Bakker og Hul-Veie, hvis Tegnene staae
rigtig ; men som aldrig selv har bereist Landet, eller lagt Mærke
til dets naturlige Grændser og til dets Hjerte-Kule, saa Hoved
staden er det Eneste, hvorom de har et levende og nogenlunde
klart Begreb. I Freds-Tid kan saadanne Krigs-Mænd gjælde for
ypperlige, og virkelig være det, baade til at holde Styr paa en
urolig Almue, til at holde Tyve og Røvere i Ave, og til at sætte
Landet i Respect hos fremmede Magter, ja, har de Fædrene
lands-Kjærlighed med Mod og Mands-Hjerte, kan de selv i
Krigs-Tid, under en duelig Anfører, udrette store Ting; men
skal eller vil de selv være Anførere, og veed ikke af, de har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
