Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om Christendommens Sandhed
675
Aarhundrede fandt levende Prædikanter i Norden, saa Den i
Nordahl Bruun var en sand kirkelig Stærk-Odder, der,
paa Lidet nær, fyldte sine trehundrede Aar, det er vist nok
ikke det klareste Vidnesbyrd om denne Troes guddomme
lige Sandhed, men dog det kraftigste, især da Præste-Ræk
ken i Luthers Aand ikke engang, som det tegnede til, sluttedes
med Biskop Magne Thors-Søn den Anden i Bergen (som
man vel maa kalde Brun, naar man kjender Magne den Før
ste i Kong Sigurd Jorsalafars Tid), men gjenfødtes til hans store
Glæde i en Dansk Præste-Søn, der, efter et kort Hedenskab,
vendte tilba ge til Luthers Tro, trodsede med den hele sin
Tidsalders modsatte Oplysning, og beviste derved unægtelig,
at den for steendød udraabde Tro endnu i det nittende Aarhun
drede havde Liv og Kraft Nok til at begynde et nyt Levnets-
Løb, og fatte Haab om en levende Virksomhed, ei mindre eller
kortere end den, det Lutherske Tids-Rum i Historien aaben
barede. At jeg nu ikke engang behøver at nævne den Danske
Capellan i det nittende Aarhundrede, der ei blot slog Harpen
til Luthers Ihukommelse, og rørde Tungen til den gamle Troes
Opvækkelse, men stræbde virkelig paa en Maade med sin lille
Finger at dreie Viseren paa den store Sol-Skive tre Streger til
bage, efter Kirke-Klokken i Vittenberg, at jeg ei behøver at
nævne ham, for at være vis paa, den nordiske Læse-Verden
veed, hvem jeg mener, det beviser vel ingenlunde, at han havde
Ret, men dog unægtelig, at han havde Kraft, og man vil uden
tyivl engang finde, han beviiste ikke ilde, at Sandhed nødven
dig maa have mest Kraft i Aand ens Rige, saa der maa det
stærkeste Ord altid være det sandeste, da Sandhed i sit Grund-
Begreb hverken er meer eller mindre end Udtrykket af den
ægte Virkelighed, i Modsætning til Løgnen, som kun aaben
barer en falsk Virkelighed, et tomt Hjerne-Spind, hvori der
slet intet Virkeligt er, undtagen den til det tomme Hjerne-Spind
og Sammes Aabenbarelse misbrugte Kraft, der nødvendig
maa have sin Drot i Sandhed, og kan da umuelig i Grunden
være uafhængig deraf, end sige overgaae den Kraft, hvormed
Sandheden virker. At saadanne Ord, skjøndt de høre til de
klareste, hvormed vi kan beskrive aandelige Ting, synes de
fleste mørke, det har sin naturlige Grund deri, at man maa
være oplagt til Grublen, og øvet deri, for ret at kunne skille
Ordene, som betegne de evige Grund-Begreber, fra den Betyd
ning, de i Livs-Gjæringen, i det daglige Liv, nødvendig har, og
hvem der ikke kan det, men tåger Ordene: Sandhed og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
